Græskarhovederne er tilbage med den 14 udgivelse siden debutten Walls of Jericho fra 1985. Straight Out Of Hell har netop ramt gaden.
Helloweens udgivelse er første skud i bøssen af flere store power metal udgivelser her i starten af året, hvor vi både venter på Stratovarius og Avantasia. Så det bliver bestemt et godt power år.
Og hvad kan så siges om denne udgivelse. Vi har jo med Helloween at gøre og med et sådan legendarisk band indenfor genren er der jo selv sagt høje forventninger. Nuvel jeg forventer ikke ligefrem 80’ernes Keeper of the seven Key-standarter. Men lige under kan også gøre det. Og det er Straight Out Of Hell faktisk.
Personligt har jeg et lidt blandet forhold til vokalist Andi Deris. Jeg mener bestemt ikke at han er genrens bedste sanger. Så langt fra. Men på den anden side, så har han også en fed kant og råhed i sin stemme som klæder Helloween godt. Og så er jeg i virkeligheden dybt træt af konstant, at ligge øre til den evige sammenligning med Michael Kiske. Kiske var med i første del af Helloween’s periode og nu har Andi Deris været med siden 1994. Det er sådan Helloween lyder idag og drop så de forbandede sammenligninger.
Som altid med Helloween har vi med et klassisk melodisk power metal udspil at gøre. Der bliver serveret lige dele midttempo og fræsende galop metal, som på albummets første single “Nabataea”, og “World Of War” – et nummer der i øvrigt minder om et nummer der sagtens kunne være blevet skrevet i slut 80’erne. Alt dette krydret med guitarharmonier, store og bombastiske kor og en stor fyldig lyd. En lyd der desværre virker en kende for overproduceret (også i forhold til Helloween-standarter), hør blot den ganske ligegyldige “Wanna Be God”.
Men når det er sagt så er det Helloween som vi kender dem bedst. Et band med sans for den gode melodi og frem for alt variation. Og det er styrken ved dette album. De formår at varierer deres lyd, så det ikke kun er galoperende power metal hymner der præger denne seance, men hvor der også er blevet plads til de tungere og mere langsommelige numre. Hør blot den dejlig tunge “Asshole.”
Straight Out Of Hell er på sin vis en temmelig mørk udgivelse. Stemningen bandet sætter på denne udgivelse synes jeg har form for mystik omkring sig. Både i måden hvorpå Andre Desis synger sangene men også melodierne, der er meget mørkere end vi normalt forbinder med power metal og hos Helloween. Hør blot den storslåede “Church Breaks Down”, der begynder med kirkeklokker, et kæmpe kor og et orgelspil inden power metallen for alvor begynder at buldre derud af.
Pladens bedste nummer er dog i midlertidig hverken hurtig power metal eller tunge rytmer. Nej den skal findes i den helt igennem fantastiske powerballade “Hold Me In Your Arms”. En ballade så utrolig smukt udført at den sagtens kan sættes op imod Helloweens største “A Tale That Wasn’t Right”-klassiker. Jeg vil mene at Helloween med dette nummer viser hvorfor de er de største i den her genre!
Trods en smule overproducering sætter Helloween standarten utrolig højt for de kommende power metal udgivelser i år!
Bandet er på festival-tour i sommeren 2013. Her kan man jo altid håbe på en dansk dato!
Helloween – Straight Out Of Hell udgives via Sony d 18/1