Igår smed vi et jobopslag op på vores facebook-side. Dette job er dog allerede nu besat – det var nemlig et Job For A Cowboy! Vi er derfor stolte af at kunne præsentere “Bone Crusher Fest 2013” – et brag af en aften i selskab med Job For A Cowboy, Beneath The Massacre, War From A Harlots Mouth, Gorod, As They Burn og Make Them Suffer i Pumpehuset d. 29. Marts 2013!
Main-supporten kommer nemlig fra ingen ringere end det tyske mathcore band War From A Harlots Mouth og det canadisk tech-død band fra Beneath The Massacre, der begge har udgivet nye, anbefalelsesværdige albums i 2012!
Derudover kommer Gorod, As They Burn og Make Them Suffer også, så ingen grund til at blive hjemme på røven, når vi ka mødes i pitten til en festlig aften uden sidestykke!
Sidste gang Job For A Cowboy var i Danmark, var som special guests til Dying Fetus på KB18, og her rev de scenen, salen og alle de fremmødte rundt, med en skarpt drejet koncert både målrettet til klassiske dødsmetalfans og fans af nyere, moderne metal.
De har for tidligere i år udgivet pladen “Demonocracy”, der fik 4,5/5 mulige stjerner her på siden og hermed også endte på min 8. plads for bedste internationale albums fra 2012!
Der vil være smukke Blastbeast-dj’s der spiller sprød metal før, mellem og efter koncerterne, så kom og hæng ud med os! Det bliver heftigt!
Billetterne ryger til salg på fredag d. 21/12/2012 kl 10:00 og koster kun 150kr, så ingen undskyldning for ikke at møde op til en festlig aften! Og købe så lige billetten i forsalg, ik?
Tilmeld dig eventet HER
Se Job For A Cowboys flotte (og makabre) video til nummeret Tarnished Gluttony her:
MAKE THEM SUFFER
Make Them Suffer fra Australien er et forholdsvist uskrevent blad på metalscenen, men ikke desto mindre er gennemslagskraften ikke til at kimse af! De spiller en symfonisk deathcore i høj kvalitet og ligger musikalsk i samme dur som bl.a. Veil Of Maya og Born Of Osiris. De har udgivet EP’en “Lord Of Woe” samt deres debutalbum “Neverbloom”, der ikke giver meget tid til at gispe efter vejret!
GOROD
Fransk teknisk dødsmetal med skæve elementer, uvirkelige rytmer samt kompromisløs energi. Tankerne ryger straks hen på bands som Atheist og Cynic (som de faktisk har lavet et glimrende cover af nummeret Textures af!). De har siden 2006 udgivet 3 fuldlængde plader, hvoraf den A Perfect Absolution fra 2012 er den nyeste.
AS THEY BURN
Har du overvejet hvad miksturen af death metal og hardcore lyder som? Og nej, ikke som i “deathcore” – tror nærmest det tætteste jeg kan komme på at beskrive As They Burn’s lyd er Crossover Death.. Lyder mærkeligt ja, men bedøm selv herunder! De er fra Frankrig og har kun udgivet en plade, “Aeon’s War” fra 2011, så det skal nok blive spændende at se disse nykommere live!
WAR FROM A HARLOTS MOUTH
Tyskerne kan et eller andet med kompromisløshed og fandenivoldskhed når det kommer til deres metalbands! Øverst på denne liste finder man et band som Heaven Shall Burn og Obscura, men stærkt efterfulgt har vi War From A Harlots Mouth, der spiller deres udgave af mathcore-genren, som trækker spor til bl.a. Converge og Dillinger Escape Plan. Med 4 studiealbum i bagagen og Voyeur fra 2012 som det nyeste, er der ingen undskyldninger for at de ikke kan rive os rundt når de gæster Pumpehuset!
BENEATH THE MASSACRE
Er det derimod teknisk deathcore du står og mangler, så har Beneath The Massacre fra Canada kuren! Den står på lynhurtige riffs, trommer der tonser derudaf samt en ond ond OND growl-vokal. Tankerne ryger nok lettest hen på bands som The Faceless og Veil Of Maya, dog uden at være i nærheden af. Dette bliver et band jeg ser frem til at opleve!
Tre studiealbums er det blevet til siden 2004, hvoraf Incongruous fra 2011 er nyest.
JOB FOR A COWBOY
Dette band behøver nok ikke nærmere introduktion! De lagde ud med at spille en klassisk deathcore på EP’en Doom, men har sidenhen gået over til at spille en mere klassisk death/grin i stil med Misery Index, Hate Eternal og danske By The Patient, men den deathcore-baserede dødsmetal som det ses hos Carnifex og Whitechapel er stadigvæk at spore, primært i de lynhurtige riffs, de tunge passager og en vred og råbende growle-vokal! Det seneste skud på stammen, pladen Demonocracy, blev hyldet her på siden og fik en karakter på 4,5 ud af 5 pentagrammer! Det skal nok blive et glædeligt gensyn!