Koncerten med Dying Fetus var blevet rykket fra Lille Vega til KB18 pga X-Factor. Jeg var skeptisk, men havde dog taget ja-hatten på til aftenen alligevel. Efter koncerten er jeg fortsat ikke helt sikker på om skiftet var godt eller skidt for koncertens udfald.

 

Aftenens to første bands Cerebral Bore og Revocation er to ganske fortrinelige første gangs møder for undertegnede. Cerebral Bore spiller brutal dødsmetal med den kvindelige growler Som Pluijmers fra Holland. Der bliver gået til stålet og fremmødet er faktisk ganske pænt til Cerebral Bore. Lyden er en smule lav men bandets energi smitter i den grad af på publikum. Mange ser bandet for første gang og det ser ud til at glæde bandet og særligt Som Pluijmers der pisker en solid stemning op til aftenens første moshpit. Helt igennem godkendt optræden af Cerebral Bore.

Revocation er aftenens andet band. Bandets cross-over af death metal/thrash/progressiv synes på papiret, at kunne virke en smule malplaceret i aftenens death metal inferno. Men her ville Revocation noget helt andet. Death metal elementerne er selvfølgelig tydelige hos Revocation, men særligt deres rygende hurtige thrash-riff-arbejde giver solid pondus hos publikum, der ser ud til, at nyde et lille afbræk for death metallen. Revocation’s musikkere er uhyre dygtige og spiller med en imponerende dynamisk tightness. Det ene øjeblik går der old school thrash i den og i det andet går de over i skæve progressive taktarter. Desværre er bandet hæmmet af en mudret lyd der koster den vokale præstation.

Job For A Cowboy

Job For A Cowboy er en hyppig gæst i Danmark. Og mængden af mennesker er da også blevet rigtig stor da amerikanerne går på scenen med deres moderne touch af death metal/deathcore.

KB18 koger og moshpitten bliver større og større under Job For A Cowboy. Bandets korte set har primært fokus på deres nyeste udspil “Demonocracy”, hvor numrene Children of Deceit, Imperial Wolves og Tarnished Gluttony ligger op til solid smadder blandt publikum. Jeg havde enormt dårligt udsyn til scenen under Job For A Cowboy. Men hvad jeg kunne se fra pitten og op til scenen virkede bandet tændte. Lyden er omvendt helt perfekt. Højt og massivt og alle instrumenter samt vokal går igennem.

Bandet slutter af med Knee Deep og Constitutional Masturbation til et massivt publikums brøl. Nu skal jeg satme love for at pitten går amok. Knee Deep’s deathcore referencer er som en dynamit til et i forvejen antændt publikum og der headbanges nu for alvor.

Jo, Job For A Cowboy er solid “opvarmning” inden Dying Fetus og der skal ikke herske tvivl om hvorfor dette band efterhånden har opbygget en så relativt stor fanskare, med deres moderne lyd på death metal.

 

 

Dying Fetus

Dying Fetus går på scenen i et lettere tætpakket KB18 – i hvert fald foran scenen. Det er vigtigt at komme så langt frem som muligt for at kunne se bandet. Jeg får scoret mig en plads helt op til scenen. Et helt perfekt spot til både at kunne se bandet, men også til at kunne suge den helt igennem fantastisk energiske pit – stemning til mig.

Dying Fetus sparker koncerten igang med den tungt-groovede From Womb to Waste fra deres nyeste album Reign Surprime. Et album der har fået fremragende anmeldelser af pressen. Så snart bandet sætter igang tændes publikum af med et højt brag. Der headbanges og moshes og i løbet af koncerten begynder publikum også at hoppe op på den lille scene og stagedive direkte fra scenen. Man kan se det er noget der falder i bandets smag.

Og generelt så det ud til glæde bandet med de mere intime rammer. Det var som om, at man var blevet sat ned i en tidslomme og sendt direkte tilbage til 90erne, hvor man til de ekstreme koncerter sagde fuck til alt og alle og gjorde som man ville. gjaldt det at hoppe op på scenen og kaste sig ud til publikum, jamen så gjorde man det. Sådan var koncerten med Dying Fetus på KB18 anno 2012. Løssluppenhed er ordet.

Bandet gjorde som sådan en god figur på scenen, hvor særligt bassist Sean Beasley og trommeslager Trey Williams gjorde et par solide performance (headbanging). Anderledes stilstand var der hos bandets sanger og guitarist John Ballagher.

Hvad der ikke kan sættes en finger på hos Dying Fetus er deres tekniske kunnen og sangskrivning. Og det er det jeg særligt godt kan lide ved netop Dying Fetus modsat andre bands i genren. Udover at det ikke kun skal gå hurtigt – og satan skal vide, at det gør det godt nok i nogle passager – ja så har bandet også sans for de tunge, tunge grooves, der kan starte en kollektiv headbangning hos samtlige publikummer og de formår at varrierer dette i deres numre – hør igen bare førnævnte From Womb to Waste.

Men hvad mener jeg så om KB18? Fra hvor jeg stod blev lyden til Dying Fetus aldrig rigtig god. Vokalen drukner i trommerne og guitaren kom lidt efter. Jeg ved ikke hvordan lyden var længere tilbage? Man stod så og sige i det dilemma der hed: Vil man tæt på bandet må man ofre den gode lyd. Men hvis man ville have en bedre/god lyd måtte man ofre at kunne se bandet på scenen. Og sådan er det på KB18. Og det er det klart mest negative at sige om koncerten. Havde det derimod været på Vega var lyden og det faktum, at man kunne se bandet uden at stå allerforrest udentvivl være blevet bedre, men så havde man også mistet den herlige stemning og energi der er i undergrundsmiljøet til sådan en koncert.

Så hvad er bedst? Ja, jeg ved det sgu ikke. Det må være op til den enkelte at vurdere. Fra hvor jeg stod blev jeg i hvert fald underholdt af Dying Fetus. Dårlig lyd eller ej – nakken har haft det bedre dagen derpå!