Det var en aften i publikumets tegn, med et solidt lineup af bands, der alle gav alt hvad de kunne, for at sætte gang i den, til overvejende succes! 

Upon A Burning Body
Første bekendtskab denne aften, var texanske Upon A Burning Body, der gik på scenen 19:30 imens folk stadigvæk stod i kø i gardaroben.
Bandet er ved første øjekast en lidt mærkelig størrelse. Alle medlemmer gik iført fint jakkesæt og flot friseret hår, igang med at spille en tung breakdown-baseret deathcore, som gjorde brug af alle genrens absolut største clichéer. Trommerne hamrede derudad, der var dybe growl, insisterende råb og high-pitched skrig, synkron-hop samt 1-2-3-4-riffs i de mere hardcore-baserede sektioner. Ja man sku ikke opleve mange sekunder af denne koncert før resten af agendaen ligesom var sat.
Men de gjorde det dog med en overbevisning og en vis form for charme (bl.a. via et ret humoristisk mariachi-indslag), der så småt fik varmet op under publikum. Så man kan vel ikke klandre bandet for ikke at fungere som en fin support, aftenen taget i betragtning.

 

 

 

Caliban

Aftenens første special guest, i form af det tyske metalcore-band Caliban, gik på scenen efter blot 15 minutters sceneskift (bravo!). Allerede her er vi vidne til, hvor meget de her bands har gjort ud af at give publikum en stor oplevelse, da deres scene-produktion ligger langt ud over hvad man normalt ser til et ikke-headlinende band. Der var gjort stort ud af både lyssætning og scenedekorationer og kæmpe backdrop stillet til rådighed på den alligevel propfyldte scene.
Caliban spiller en ret traditionel form for metalcore, med skrig, råb og growl som vers og et melodisk ren-sunget omkvæd, krydret med hardcore-riffs og breakdowns. Til at starte med virkede frontmand Andreas Dörner som bandets absolut største hæmsko, da hans high-pitched skrig gik mig virkeligt på nerverne. Og da det stod på hele første nummer, frygtede jeg for hvordan koncerten skulle udvikle sig. Han skulle heldigvis bare lige varmes op! For koncerten igennem, der var præget af fantastisk god lyd (bortset fra måske lidt for meget diskant..), utroligt meget kærlighed fra scenen der også blev kvitteret på gulvet, hvor der både var circle-pits og wall of death undervejs.
Bandet slutter af med numrene “24 Years” og “Memorial”, der fik sat et godt punktum på en fed metalcore-koncert i selskab med et af Tysklands største af slagsen.

Se live-video af nummeret “Memorial” herunder

 

 

 

As I Lay Dying

Kun omkring en halv time skulle vi vente denne gang, før de amerikanske metalcore-giganter As I Lay Dying gik på scenen. Og for satan da en overlegenhed dette band besidder!
Bandet lægger ud med nummeret “Condemned” fra “The Powerless Rise”, der med sit meget Lamb Of God-agtige riff ligger en fantastisk grobund for hvordan koncerten udvikler sig.
As I Lay Dying tilføjer en helt speciel kvalitet til deres fortolkning af den klassiske metalcore. De byder på mere rendyrkede hardcore-passager, samt en større inspiration fra de ældre metal-genrer som thrash og klassisk heavy, der tydeligt ses i de melodiske harmoni-soli der lires af fra tid til anden.
På scenen er As I Lay Dying intet mindre end en tikkende bombe af professionalisme of energi. Spilleglæden stråler ud fra alle medlemmer (helt ned til den headbangende trommeslager), og specielt bandets mikrofonbærende HE-Man af en actionfigur fra 80’erne, Tim Lambesis, viste en fantastisk stage-presence. Skal der sættes en finger på koncerten, er det lidt ærgerligt at det fremstod som om at As I Lay Dying absolut skulle prøve at overdøve Caliban i lydstyrke, så nogle af elementerne, fx vokalen, mudrede lidt til tider. Men det var småting!
Numrene “Nothing Left” og “Within Destruction” var klare højdepunkter, og publikum kvitterede med en energiudladning der gjorde at man helt glemte at vi stadigvæk har aftenens hovednavn til gode.
“The Sound Of Truth” satte et standhaftigt punktum på en magtdemonstration fra et band i toppen af deres felt. Og kom så lige tilbage til Danmark igen snart!

Se live-video af nummeret “Condemned” herunder

 

 

 

Trivium

Efter endnu en kort ventepause var det nu tid til aftenens hovednavn, det amerikanske metalcore/thrash metal band Trivium. Sidst bandet gæstede Danmark var til Copenhell i sommers, hvor bandet modtog en buket blandede roser, der primært bestod af lovprisning fra fansbasen og lunkne ord fra medierne.
Tonerne af “Hallowed Be Thy Name” med Iron Maiden fik lyset til at gå ud i salen, og Trivium entrerede scenen til introen “Capsizing The Sea” fra pladen “In Waves” – hvis titelnummer de også lagde ud med.
Det var tydeligt at mærke på publikum at et større engagement ikke helt ku lade sig gøre, set i kølvandet på det de havde udvist til As I Lay Dying’s koncert kort forinden.
Men Trivium lod sig ikke mærke af dette, og spillede med stor glæde på scenen og fik med tiden inkluderet publikum, både før, mellem og under numrene.

Bandet har med deres nye plade “In Waves” fået et lidt mere tilbageskuende udtryk, der lyder mere hen imod deres gennembrudsplade “Ascendency” – hvilket også viste sig på setlisten, hvor størstedelen af numrene kom fra netop denne plade.

Umiddelbart er der ikke mange fingre at sætte på bandets optræden her til aften. Et mere dedikeret band skal man lede længe efter! Mit helt store problem er dog bare at jeg ikke synes Triviums sange er specielt interessante, hvilket gjorde jeg følte mig lidt som en flue på væggen til denne koncert – selve genren tiltaler mig dog fint normalt, men der er noget med det pompøse udtryk blandet med melodier der aldrig sætter sig helt fast, der gør at jeg keder mig ustandseligt meget under det meste af koncerten.

De fik dog med den thrashede “Entrance of Conflagration” fra The Crusade, der udviser meget mere kant,  koncerten løftet op til et stadie, hvor publikumsreaktion og musik gav mening for mig!

Koncerten igennem bliver der budt op til både kæmpe circlepits og en (måske lidt mislykket) wall of death. Publikum både sang med, hoppede i takt, hujede og gav store klapsalver, så man kan i hvert fald ikke sige at de har kedet sig! Der blev lukket af med den tunge og storladne “Throes Of Perdition” fra Shogun, der opsummerer koncerten meget godt for mig; Trivium får point i bogen for ikke at lefle og for at give en ærlig optræden til deres mange fans i Danmark – den blev bare aldrig rigtig interessant for mig.

Se intro+live-video fra nummeret “In Waves” herunder (mit kamera løb tør for plads halvvejs igennem – beklager!)