For ikke så langt tid siden skrev min kollega Weiss et indlæg om hvor godt vi har det i metaldanmark. Her nogle måneder efter følger jeg nu op med en syngende lussing til os alle. FUCK hvor er jeg skuffet over os!
Hvor meget kan vi bede om!? Det kan da ikke passe, at når nu der endeligt er mange ildsjæle derude i landet, der sørger for at booke fede metalnavne overalt i landet, at man så skal tage det forgivet og lade det slippe mellem vores fingre.
Her taler jeg specifikt om at arrangementerne Total Carnage Fest pt III i Pumpehuset, Metal Attack Over Europe i Gimle (med bl.a. Dark Tranquillity og Keep Of Kalessin) og nu senest dødsmetal-braget med legenderne Aeon på Posten i Odense, der alle er blevet aflyst på grund af dårligt billetsalg.
Ja for helvede hvor vi da lovede os selv, at vi skulle blive meget bedre til at støtte op om metallen i Danmark, efter vores elskede bar, club og spillested The Rock måtte lukke pga skuffende regnskaber, lavt fremmøde og høj husleje. Herefter skulle vi alle så mande os op og tage til lokale arrangementer, for at sørge for at undergrunden og metalkulturen i Danmark fortsat kunne holde fanen højt. Hvilket også gik fint i starten. Tiltag rundt om i landet som Club Sick i Odense, obSCENE i Roskilde, Club Brutal i Aarhus og senest City of Sin i Kødbyen blomstrede endnu mere frem rundt og gav alt fra lokale miljøer til storbyer en grund til at være metaller.
Men nu lader det til at alt det gode vi har fået bygget op, har en tendens til at falde sammen igen, på grund af selvsamme dovenskab der delvist gjorde at The Rock måtte dreje nøglen om og lukke.
Der er mange af os der ønsker alt fra obskur undergrunds-død til pagan-black fra Ukraine, og måske ikke ser det mest spændende i når man kan finde på at booke et navn der har sin største fanbase blandt teenagere. For Danmark kan IKKE supporte en divers og mangfoldig metalkultur, hvis ikke vi beviser at der er en grund til at have den til at starte med! Fordi så forsvinder den. Og så er vi tilbage til hvor metalkonerterne var sjældene og kommercielle af slagsen når det så endeligt var.
Måske der også bare er for mange arrangementer til at vores kultur kan bære der herhjemme? Mange byer er efterhånden så godt med at der næsten er overbud af arrangementer. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og hvis det er sådan, så skal vi måske ikke være så bange for at introducerer “udefrakommende” til vores elskede metal-arrangementer, og dermed sørge for at kulturen kan vokse sig endnu større og stærkere. Men dét lyder måske også næsten for godt til at være sandt…
Men hvad kan vi så gøre?
Det bedste råd jeg kan komme med, er at indføre en langt sundere kultur i at købe FORSALGSBILLETTER! Ikke noget med at sidde hjemme på sin flade og vente, og så komme med sin fedtede hundredemand og betale i døren, hvis man alligevel er sikker på at møde op. Let røven og gå hen til printeren – der er ikke så langt igen… Hvis blot et par hundrede af os tænker på den måde, så kunne det være nok til at give bookerne og promoterne en grund til at gennemføre et arrangement, der ellers ville blive aflyst.
Så kan vi ikke godt love hinanden at stramme op, og bevise at disse tilfælde kun var enkeltstående?
16 comments
Martin says:
Nov 23, 2012
Death Comes Pale, Panacea, E’nemia, Fractured Minds på Backstage Aarhus – den 7. december 2012:
Forsalg KUN 40 kr. her:
http://billetto.dk/da/events/x-masmetal712
Kilic // Death Comes Pale
Aleg-One says:
Nov 23, 2012
Tak for den, Martin! Vi sørger for at hivet arrangementet med til “A Warrior’s Weekend” et par uger fra nu :)
MartinOpiate says:
Nov 23, 2012
Road to Manila, Opiate, Lost Elegance og I Am Because We Are på Lions and Barrels i parken på Østerbro lørdag d. 1/12. Koster kun 50kr. Desværre er der ikke noget forsalg selvom artiklen opfordrer til at man køber der… Men kom glad alligevel og støt metalkulturen!
http://www.facebook.com/events/420622831337456/
Martin / Opiate
Demonologist says:
Nov 23, 2012
Enig omkring forsalgsbiletter. Spillestederne kunne evt. også selv lave en regel der hedder “kun adgang med billet imens koncerten varer eller 20% mere i døren”. Så skal folk sgu’ nok lære det. Problemet er, at hvis forsalget er sløjt, så tør man ikke tage chancen med arrangementet, da man jo ikke kan forudsige bare nogenlunde hvor mange der egentlig kommer luntende med deres lunkne 2,25 håndbajere.
Skær ned på gæstelisterne! Der er alligevel ALT for mange selvfede og cheapskatere der kun gider at komme, hvis de står på listen. FUCK DET! The Rock havde eksempelvis nogle gange gæstelister så lange som telefonbøger. LA’ VÆR! Der er for mange der høster ufortjent VIP status på “at køre et label” (1 ud af 16.234.554.45 undergrunds metal labels verden over!). Den ekstreme metal er ligesom pornoscenen: Der er ingen skuespillere, alle er stjerner; alle er “noget” og mener sig derfor berettiget. Sorry “bandmaster”, men man kan altså ikke køre en forretning på din opblæste selvforståelse. Hvor mange betalende gæster trak dit eget band sidst i selv spillede på stedet? Hvor mange skiver sælger dit hemmelige label af de(t) deltagende bands seneste skive(r), “labelguy”?
Sorry, Der ligger altså også lidt ansvar hos arrangørerne/stederne her.
Mads says:
Nov 23, 2012
God og sund pointe!
Dog påpeger du også en håndfuld af problemerne selv! Den danske metalscene er nok blomsterende, men hele distributionen og oplevelsen hænger stadig fast i et tid og et miljø som bare er svindende. HVORFOR er det at man de fleste steder enten skal medbringe en PAPIRbillet!? hvorfor er der flere steder hvor man ikke kan betale med dankort!? Hvorfor bliver de sociale medier brugt som en anden 1980’er applikation hvor bands kan gå ind og skrive sig på en liste i en facebook-gruppe og vente på at man på god gammeldags kammerateri-agtige måde udvælger hvem der skal spilles?
Og hvorfor er det at bands’ene insisterer på at sælge t-shirts og CD’ere til koncerterne!? Hvorfor bruger de ikke deres penge på at prøve nye ideer af osv. i stedet for at efterligne idolerne fra 80’erne…
Nå, ikke mere galde herfra. Du har helt ret! Man burde støtte op om metalscenen.
god weekend
Aleg-One says:
Nov 28, 2012
Hehe ja, det kan være der skal en seriøs marketing koordinator til at hive fat i scenen :)
Bianca says:
Nov 27, 2012
Efter min mening er den danske metal scene hvad angår bands ufatteligt sløj. Ingen finder på noget nyt og alle spiller det samme kedelige ræs. Du skal betale nærmest 100 kroner for at se 4 undergrund bands spille(som du i øvrigt kan se alle andre steder). Jeg syntes ikke der er noget galt med metal kulturen, for større metal koncerter sælger fint. Der er noget galt med den manglende udvikling i dansk metal. Derudover ved jeg, at de fleste ikke gider tage til koncert, fordi de alligevel bliver smidt ud når showet er slut og hvor skal man så gå hen?
Det jeg har fundet sjovest ved mine mange år i denne industri er de danske metal bands, der altid vil have alle skal komme at se deres shows, men det er MEGET sjældent du ser de her musikalske herre til andre metal arrangementer. Fansne er der altid til og støtter godt om musikken. Dem der slacker er sgu dem der selv spiller musik, sjovt nok også dem der altid spørger om de ikke kan komme på gæsteliste.
Metal kulturen er fin, men metal udviklingen i Danmark er chokerende elendig. Og jeg skammer mig sgu lidt over det.
Aleg-One says:
Nov 28, 2012
Hej Bianca. Tjah, det er vel hip som hap, jeg mener personligt at metalscenen herhjemme efterhånden er begyndt at vise flere facetter af sig selv, både med post-metal, black metal, sludge metal og thrash, som alle leverer fede shows.
Og nu udsprang indlægget også af afslysninger fra i hvert fald to store koncerter med henholdsvis Aeon og Dark Tranquillity (+Keep Of Kalessin) samt en reunion koncert med Horned Almighty (+fri øl!), så at skyde skylden på en overeksponeret undergrund holder ikke helt.
At dem der selv spiller ubesøgte koncerter så heller ikke tager til koncerter kan man jo kun ryste på hovedet af…
AP says:
Nov 28, 2012
“Derudover ved jeg, at de fleste ikke gider tage til koncert, fordi de alligevel bliver smidt ud når showet er slut og hvor skal man så gå hen?” – nok den mest indlysende point herinde!
Hvorfor skal det lukkes ned efter sidste band går af scenen? Man har da lyst til at sidde og snakke om det med vennerne, drikke, og lytte til noget metal. Der er ikke mange steder i Danmark hvor der braser metal ud af højtalerne hele natten. City of Sin, og så var det næsten det.
Men på den anden side, så har vi da også bemærket at selv når vi tilbyder muligheden for at blive og drikke, og lytte til metal som vores DJ:s sørger for hele natten, smutter folk selv lige så snart koncerten er slut. Der er nogle få der bliver og virker glade for tiltaget, men der er ingen grund i at holde baren åben hvis der ikke er nogen, og hvis der ikke bliver købt noget.
Så jeg er helt klart med på at der også mangler engagement fra det danske metalpublikum. Det er dog blevet væsentligt bedre, og der kommer flere og flere store koncerter hvert år.
Men med det sagt, så synes jeg at den der elitære attitude over andre subgenrer også skal udryddes. Det kan godt være at de lidt ældre metalherrer- og damer fandt genren igennem de bands som vi nu synes for legendariske, eller “true”, men det nytter heller ikke noget at skide på dagens unge som finder metallen via andre subgenrer som f.eks. metalcore. Der skal støttes op når der er metal på plakaten ligemeget hvad for en subgenre der spilles, og jeg går ihvertfald selv ind for at se så meget forskelligt som overhovedet muligt. Hvem ved, måske finder man en ny ynglingsband?
Aleg-One says:
Nov 28, 2012
Ja, det er en glimrende pointe. Jeg ved fx personligt at Pumpehuset gerne vil have folk til at hænge ud efter koncerterne – måske det bare skal reklameres lidt bedre med at der bliver spillet høj musik og langet øl over disken til langt ud på natten? Som du selv siger, så når I laver All Killer, No Filler, så bliver folk lidt bedre til det, og jeg lagde også mærke til at der var nogle få der ville blive efter Gojira-koncerten i Pumpehuset sidst.
Måske er det her at spillestederne også skal være bedre til at gøre stederne mere indbydende til at tilbringe tiden på? Det er vel derfor folk bliver på City Of Sin og blev på The Rock – fordi BAR-stemningen er der, med borde, stole og høj musik! Lad os finde hyggen frem på spillestederne, så folk ikke skrider! Kan sige så meget at det også er dét vi vil hjælpe Pumpehuset med at opnå, ved at agere DJ’s til deres metalkoncerter :) Så ryger den høje musik på igen så snart sidste tone er spillet fra scenen, samtidigt med de også arbejder på at gøre stedet indbydende for dem der vil blive!
lars says:
Nov 27, 2012
Fordi der ikke er noget metal tilbage,kun selvfede unge mennesker der tror de er stjerner for en aften.Og metal er ved at være en uddød race fordi musikken er blevet noget lort.Ingen gider at kæmpe mere,kun musik mellem 7 og 16.
EHG says:
Nov 30, 2012
Forhåbentlig er Total Carnage Fest kun rykket og ikke helt aflyst. Vi var ellers 5-6 stykker der utrolig gerne ville komme, men ikke rigtig synes konceptet passede til en torsdag aften. Er sikker på der nok skal komme mange – både fordi Solbrud er røv fede og fordi fri øl konceptet er genialt..
Uden at skulle gøre mig til ekspert i Roskilde bys koncertmiljø, virker Dark Tranquility måske også til at være en smule skudt forbi mål. De er for små til at mange gider tage fra KBH og for store til at 20 betalende gæster ville være acceptabelt. Kylesa koncerten i Roskilde var vel heller ikke specielt velbesøgt?
Eldjudnir says:
Dec 8, 2012
TCF er officielt rykket. Umiddelbart til marts. Der er derfor ikke tale om en decideret aflysning, men at det fremover ikke vil blive arrangeret på torsdage.
Aleg-One says:
Dec 8, 2012
Tak for info! :)
Eldjudnir says:
Dec 8, 2012
Husk nu at købe i forsalg!
Aleg-One says:
Dec 8, 2012
HØRT!