Det frembrusende moderne thrashmetal band Sylosis imponerer med deres tredje studiealbum “Monolith”.

Wow, jeg kan lige så godt sige med det samme, hvor glad jeg er for at have stiftet bekendtskab med det her band! For satan for har de bare fat i den lange ende her! “Monolith” er en hyldest til energien, til kreativiteten og til talentet! Der diskes i løbet af 72 minutter op med en tour-de-force i prog-døds-inspireret groove-thrash (fik i det hele med?). For selvom Sylosis i manges ører nok lyder som mere af den samme rille, når man snakker om bands i denne genre, så har de en dybde og ægthed jeg har savnet fra mange af disse bands i senere tid.

Forestil jer anarkismen fra The Haunted i rEVOLEr-perioden, tilsat en snært tidligt Metallica, en Lamb Of God’sk riff-energi, toppet med proggede elementer set fra Coroner og Mastodon (*går i dækning fra mudder-kast fra genre-elitære purtianere*). Det er et stort sammenkog fra mange retninger – men alt fungerer helt som det skal.

Man skal bare tage åbningsnummeret “Out From Below”, hvis gennemgående riff hele tiden udvilker sig og referer til højre og venstre i metalhistorien, dog uden at gå på kompromis med Sylosis’ lyd. Eminent er kun et fattigt ord i den her sammenhæng. “A Dying Vine”, der også er et af pladens klare højdepunkter, blander det storslåede melodiske med millimeter-præcisionære højtempo-soli og en mere dødsmetallisk tilgang til riffsne. Lækkerier som bare fanden!

Skal der fremhæves et minus, så er 72 minutter meget lang tid, selv når man beskæftiger sig med plader af denne kaliber. De formår at skelne mellem rå energiudladninger og stille melodiske passager med stor finesse – men for min skyld kunne mindre også gøre det. Monolith er en rejse der kræver noget tid fra dig, men så snart numrene er nået under huden, og riffsne sidder lige i  skabet på luftguitaren, er der ingen vej tilbage.

Så er man fan af den moderne tilgang til thrash-metallen, som bl.a. ses hos Threat Signal, Lazarus A.D. og Revocation, så snyd dig ikke for denne geniale skive!

 

 

 

“Monolith” blev udgivet d. 8/10 via Nuclear Blast