Italienske Lacuna Coil gæstede Pumpehusets store sal på et led i deres Dark Legacy Tour. Men inden goth metallerne gik på scenen skulle vi spises af med aftenens første band This Is She fra USA.

This Is She
Okay jeg skal forsøge mig i kunsten i at kunne holde mig et sober sprog. Men det er godt nok svært efter at have overværet This Is She’s helt igennem forfærdelige koncert i Pumpehuset. Bandet består af 3 medlemmer, med den kvindelige frontfigur Alana Grace i centrum og i livesammenhænge med en ekstra bassist.

Hvad bandet forsøger at spille er en underlig hybrid af electro metal. Det virker som om de ikke helt ved hvad de prøver at ramme og udskejelserne på scenen denne aften er bestemt med til at styrke denne opfattelse.

Alana Grace’s stemme er så skinger at hun nærmest minder mig om Britneys Spears bakket op af et hårdere backing band.  Midt på scenen står et keyboard og en sampler. Og underligt nok vælger bandet herfra at tilføje ekstra slag på 1 og 3 selvom trommeslageren i forvejen pumper derudaf på stortrommen på selv samme slag. Det giver simpelthen ikke nogen mening og tilføjer intet ekstra til lydbilledet. Selv i midten af sættet ligger bassisten sin bas fra sig og går over og spiller keyboard i stedet. Men sjovt nok er der sgu mere bas nu end der var før han stoppede.  I livesammenhænge er jeg klar modstander af samplet grundlyd (trommer, bas og guitar), når musikerne i forvejen står på scenen. Er det for meget at forlange at grundinstrumenterne rent faktisk bliver spillet live af et rock/metalband?

Helt morsomt blev det næsten, da Alana Grace, bag scenen, hentede en ekstra gulvtam og placerede den i midten af scenen. Dernæst begyndte hun i bedste Slipknot-stil at tæve løs på trommen med to køller. Det så simpelthen ufattelig morsomt ud, men fuldstændig ligegyldigt for det samlede lydbillede. Jeg tror sgu ikke engang den var micet op.

Afslutningsvis gik der næsten dub-step i lortet. Hvad er det her jeg er vidne til? Det var ufokuseret, et lydbillede præget af fyld og med nogle fuldstændige ligegyldige numre.

– Okay de havde energien det må man give dem. Men puha sikke en omgang. Hvis du er en af dem der synes Korn’s The Path of Totality  tilført en Britney-vokal er sagen, så er This Is She sikkert lige noget for dig!

Lacuna Coil – så er det op til jer!

 

 

 

Lacuna Coil

Overraskende mange synes at have fundet vej til Pumpehuset denne aften. Flere end jeg lige havde forventet faktisk. Herligt, herligt.

Lacuna Coil gik på scenen til I Don’t Believe in Tomorrow fra deres nyeste album Dark Adrenalin. Men hov? Der er noget galt? Bassisten og trommeslageren mangler? Bandet havde fundet en erstatning på trommer, som var selv samme trommeslager der tonsede løs hos This Is She, men ingen bassist. Bassen var derfor blevet samplet. Ganske sjovt line-up egentlig. To guitarister, to vokalister og en trommeslager. Man skulle derfor tro, at det helt bestemt måtte være guitarene der ville være i fokus denne aften, men ak nej. Det kan godt være der manglede en fysisk bas på scenen, men den samplede bas var simpelthen så overdøvende høj i lydbilledet, at man dårligt nok kunne høre de hele to guitarer og vokaler. Og det blev der aldrig rettet op på. For mig at se var guitaristerne fuldstændig overflødige i det samlede lydbilledet. De blev kørt over af en bassist der ikke engang var der. – Tragikomisk!

Men nuvel bandet forsøger at sparke festen i gang. Og særligt To The Edge og det glimrende nye nummer Give Me Something More er med til at vække liv i det lidt stavende publikum. Men lige så snart festen skal til at begynde ligeså hurtigt bliver selv samme fest revet fra hinanden. Lacuna Coil vælger at gøre det der bare ikke må ske. Man forlader scenen i 5 min for at gøre klar til hvad? Et hygge-akustisk sæt, fordi man ønsker (citat) ”At lave hjemmelig hygge i Pumpehuset.” HVAD!? – hjemmelig hygge, kom nu?

Således synes den oplagte fest at blive bremset af bandet selv. 5 numre skulle vi igennem akustisk, hvor bandet på taburetter sidder og hygger for det feststemte publikum, der vælger ikke at lade sig rive med og begynder at stå og snakke og gå i baren for at købe øl. Og det forstår jeg sgu godt. Hvad skulle det til for? Kedeligt er simpelthen ordet. Kom nu videre Lacuna.

Efter  5 numre i kedsomheden tegn kommer bandet tilbage efter 5 minutters pause og forsøger at gøre det ”godt igen” efter det fuldstændig ligegyldige indslag. 10 numre bliver leveret i det andet elektriske set. Og gudskelov for Fragile, Swamped og Spellbound formår bandet at få kørt en lille smule energi i det feststemte publikum igen, desværre igen fuldstændig overrumplet af en ikkeeksisterende bassist.

Bandet takker, uden ekstranumre, af efter en meget underlig koncert på godt og vel to timer.  Det virkede som om Lacuna Coil ville det bedste, de formåede bare at ødelægge det meste for dem selv.