Så stod den på symfonisk pragtmetal da Kamelot sammen med venner i Triosphere, Blackguard og Xandria gæstede Lille Vega onsdagaften. Og vil du have den korte version så kan aftenen opsummeres bedst med ordet: MAGISK! Hvis du derimod vil have den fulde begrundelse så læs med her.

Blackguard

Blackguard fra Canada var første band på scenen af hele 3 “support” navne. Annonceret starttid var kl 20.00, men bandet valgte allerede at gå på scenen kl .19.30. Lidt en skam for der var desværre en del der ikke havde fundet sig til rette endnu. Det betød dog bestemt intet  for bandets approach på scenen. Uha da for en energi de lagde for dagen. Blackguard’s lyd kan bedst beskrives som en form for symfonisk thrash metal med metalcore råbe-vokaler. En spændende kombination, hvor særligt Paul Ablaze’s scene energi kunne trække tænder ud. Den lille scene i Vega fik han pludselig til at virke meget større imens han sprang rundt i ren vildskab. Det var sgu tjekket!

Rent musikalsk var kombinationen ganske interessant.  Personligt er jeg ikke den største tilhænger af den type vokal. Men de formåede sgu at rive folk med. Og lige netop publikum skal have en af de største  klapsalver denne aften. Til alle bands var folket klar på fest. Jeg tror ikke jeg har oplevet et så fantastisk publikum før. Bandet takkede af allerede efter 4-5 numre. Et mega kort sæt, men alligevel fik bandet slået deres navn fast. Et meget interessant møde med forskellige stilarter!

 

 

 

Triosphere
Triosphere fra Norge var næste band på scenen. I front for bandet står Ida Haukland med sin bas og sin lettere spinkle vokal. Bandet spiller symfonisk power metal og det var første gang de var i Danmark. Helt overvældet over den kæmpe store modtagelse bandet fik af publikum denne aften, gik de til stålet med en kæmpe stor og smittende spilleglæde. De havde så svært ved at skjule glæden over modtagelsen, at der var store smil over hele linjen, hvilket i den grad er noget jeg vægter højt. Er bandet ærlige på scenen så giver det sgu store plus i min bog.

Desværre mangler Troiosphere bare de helt gode numre og Ida’s vokal virkede til tider for uskarp til, at det engang i mellem kunne tangere til det falske. Spilleglæden og energien var i top, numrene haltede dog en smule.

 

 

 

Xandria

Tyske Xandria var måske det bedst kendte band inden Kamelot. Bandet blev dannet i 1994 og har siden 2003 udgivet 5 albums i alt. Den seneste, Neverworld’s End, fra i år.  Genremæssigt bevæger bandet sig ligeledes indenfor den symfoniske metal. Stilistisk nærmer bandet sig utrolig meget den tidlige udgave af Nightwish med Tarja’s vokal. Dog virker Xandria en kende hårdere i deres riffs end Nightwish. Igen tog publikum rigtig godt imod bandet og igen betød det en smittende spilleglæde. Manuela Kraller er en kvinde med en stærk vokal, der dog sine steder blev en kende for ensformet med det evige operette approach.

Og netop ensformigheden er til at spore hos Xandria. Det kan sgu blive for meget af det samme og der spiller vokalen en helt central rolle i livesammenhæng. Desværre var lyden her en kende mudret i starten hvilket lagde en svag dæmper på særligt den bagerste del af publikum. Men alt i alt var Xandria enganske glimrende oplevelse inden Kamelot! Og efter 3 bands var vi altså også klar til hovedretten!

 

 

 

Kamelot

Og jeg skal ellers også lige love for at den kom med fuld udblæsning. Introen bliver sat på og publikum råber taktfast Kamelot i kor. Bandet enterer scenen én efter én og så bliver første nummer, den helt vanvittigt atmosfæriske, “Rule The World” fra Ghost Opera skudt igang. Festen er allerede her sikret. Publikum er helt vanvittigt med. Jeg må simpelthen tilskrive publikums indlevelse denne aften, som noget ganske særligt.

Det er blot anden gang Kamelot er i Danmark. Og efter denne koncert er jeg helt sikker på det ikke bliver deres sidste. Sidst jeg så Kamelot var på Wacken i år. At skulle se dem på et så intimt sted som Lille Vega var derfor noget jeg havde set frem til.

Bandet går direkte over i Ghost Opera og her beviser svenske Tommy Karevik at han er en glimrende erstatning som manden i front. Dette fik han også at vide fra folket der hyllede ham med taktfaste Tommy-råb! Kamelot er ude med Silverthorn. En plade jeg ikke var ovenud begejstret for da jeg hørte den. Det blev da også kun til en lille håndfuld numre fra den nye, mens størstedelen af materialet denne aften var lagt på det ældre materiale.

Center Of The Univers blev som forventet den helt store publikums-basker. Igen må jeg altså nævne publikum. Da bandet afslutningsvis inden ekstranumrene satte i med “Forever” ville publikum simpelthen ikke stoppe med at synge med efter nummeret var slut. Bandet stod bare og så målløse til. Et imponerende syn og noget jeg nok aldrig vil glemme. Kuldegysninger i metermål!

Vi fik vi en tilpas varieret koncert, hvilket betød diverse tromme/bas/keyboard-soloer, stille og hårde skærringer. Og da bandet sluttede af med March Of  Mephisto stod jeg tilbage med følelsen af, at det her nok var den bedste koncert jeg nogensinde havde set. Andet er der sådan set ikke at sige om det.

Og det skyldes uden tvivl det perfekte match mellem band og dets publikum. En imponerende og ja – ny-legendarisk – koncert som jeg fremover vil kalde dette. Og det er jeg helt sikker på, at folk der var tilstede til koncerten vil give mig ret i!