Så er datoerne på plads til 2013 udgave af Copenhell. 14 og 15 Juni åbner portene for 4 gang!!

”På kun tre år er det lykkes COPENHELL at skabe en sindssygt stærk metalfestival med et dedikeret og fantastisk publikum på mere end 10.000 metalfans alene i 2012. Nu skruer vi yderligere op for ambitionerne og ser frem til at præsentere et endnu stærkere program med både internationale og danske bands til næste år, og i løbet af få uger vil vi afsløre de første navne,” siger Jeppe Nissen, hovedansvarlig for COPENHELL.

Udover de officielle dage fredag den 14. og lørdag den 15. juni, byder COPENHELL de metalhoveder, som slet ikke kan vente, indenfor til opvarmningsfesten ’Førhelvede’ med et ondt lineup af danske metalbands. Det foregår om torsdagen og er inkluderet i billetprisen.

Fra på torsdag vil man også kunne købe telt på campingområdet, der var udsolgt i år.
Billetter til COPENHELL 2013 kan købes fra torsdag den 18. oktober kl. 10.00 på www.billetnet.dk. Har man ondt i økonomien, vil det være muligt at betale sin billet i to rater.

Det vågne øje vil hurtigt opdage, at det er samme weekend som Download Festival. Download bliver ligesom Copenhell arrangeret af Live Nation. Så vi anbefaler helt klart at holde et vågent øje med den engelske festival. Vores gæt er, at der vil blive delt en del navne.

Af hovednavne er Download allerede klar med Iron Maiden, der spiller d 14 juni på den engelske mega-festival og har således en fri dato d 15.  De sidste to hovednavne er Slipknot og Rammstein.

Nu bliver det spændende at følge med. De første navne til Copenhell kommer i starten af November!