Kaos-punkerne i Converge er atter tilbage med en plade der rykker grænser og imponerer
Åh ja, Converge. Et band jeg altid gerne har ville sætte mig dybere ind i, men har måtte forlade igen, da al galskaben ikke rigtig gik op i en højere enhed for mig – hvilket er mærkeligt, når bands som The Chariot, Norma Jean, Dillinger Escape Plan og Every Time I Die er fast rotation på anlægget herhjemme.. Men Converge har altid haft en form for vildskab, der galloperede et gear eller to hurtigere, end jeg kunne kapere til at sætte mig ind i, sådan for alvor.
Men da “All We Love We Leave Behind” kom ud, måtte de sgu lige få en chance til. Og en gennemspilning eller tre senere var jeg overbevist. Galskaben giver mening.
All We Love We Leave Behind er en hyldest til anarkien, til det ufatteligt smukke i at få to minutters solskin, efter en uge med regn og mørke. Det er op og nedture, det er vildskaben i os alle, der har fået frit løb – den har fået en stemme.
Det er ikke længere blot svedige klubber i asfaltjunglen. Meget af det er større end som så.
Det er specielt på numre som “Sadness Comes Home”, “Coral Blue”, titelnummeret “All We Love We Leave Behind” og “Predatory Glow” at de viser hvordan sammensmeltningen af genrer, elementer, instrumenter, lyde og lyrik går op i en enhed, hvor der både er plads til alt fra hardcore punk til sludge metal.
Skal jeg fremhæve noget negativt ved pladen, skulle det måske lige være at der er et eller to fylde-numre – I ved, numre med den klassiske 1:30 minutters længde eller deromkring, hvor der bare tæskes derudaf for fulde gardiner. Men det er måske bare en personlig preference?
Efter man har hørt pladen tilstrækkeligt gange, sidder man efterfølgende med en fornemmelse af at være et skridt tættere på meningen med livet – men det kan selvfølgelig også bare være en bivirkning fra alle de soniske slag som Converge kan nå at dele ud i løbet af 39 minutter.
