For undertegnede, stod den på en aften i coren’s tegn, i selskab med britiske Architects og While She Sleeps

og ja.. Som det så tit er med denne slags “do-it-for-the-fun”-anmeldere, så kan det hele ikke altid nås, så jeg må skuffe de af jer der så frem til en anmeldelse af Heights. Jeg nåede det simpelthen ikke.. Sur røv, øv bøv og så videre.. But the show must go on..

 

While She Sleeps
Til gengæld nåede jeg at opleve det nye helt store stjerneskud på hardcore-scenen, nemlig britiske While She Sleeps.
Før koncerten forventede jeg ikke mere end et par enkelte tilhængere af de største hits, og ellers en lidt tilbagelænet modtagelse fra publikums side – men næh nej! While She Sleeps blev denne aften modtaget som legender!! Man skulle fanme tro det var et band med 5 udgivelser i ryggen og en lang række danske koncerter bag sig – dette gør mig sgu glad, da jeg personligt mener at de er et af de bands der kan bringe den metalliske hardcore tilbage på banen og tage faklen væk fra alle de svæklinge-core bands med autotune og eyeliner.
Koncerten kom lidt sløvt fra start, men man kunne mærke at publikums energi tydeligvis smittede af på bandet, da salen kom ordentligt op og koge!
Numrene “Our courage, our cancer” og “This Is The Six” fra den nyeste plade “This Is The Six” fik for alvor folk op og ringe – og med en ufatteligt god (og høj) lyd! Dejligt!
Det eneste der trækker lidt ned for mig er at de til tider brugte lige lovligt meget backtrack på fx klaver og råbe-kor.. Så må de sgu op på hesten og tabulere det ned til guitar og lære at synge kor!
Det var en fed oplevelse med et af de kommende stjerner på scenen, kan sige at folk skal glæde mig til at opleve dem næste gang, når de gæster som support for Asking Alexandria i Amager Bio d. 25/1/2013.. Personligt ser jeg nok mere frem til et solo-show..

 

 

 

 

Architects
Næste punkt på programmet var aftenens hovednavn Architects, der tydeligvis har en stor fanbase i DK, taget fremmødet i betragtning, og bandet blev også modtaget til hujen, skrig, råb og klap!
Fra start af var folk dog lidt afventende, og det var ikke før de første massive breakdowns kom i spil, at pitten fik rykket sig lidt og der kom pres på oppe foran scenen.
Koncerten igennem kan jeg dog ikke lade være med at kede mig lidt.. Jeg ved kke om det er mig der er blevet gammel i det, men jeg synes godt nok at Architects musik er meget ensformig i længden! -Hvilket jeg også synes at jeg kan mærke på publikum, da den energiske aktivitet foran scenen reduceres jævnligt hen imod slutningen af koncerten.. Måske det bare var at folk ikke havde mere energi tilbage, efter at skulle være gået fuldkommen ballistic til tre energiske bands på en aften.. hvem ved..
Men cadeau skal frontmand Sam Carter dog have – den mand kan sgu noget, og gør det med en fremtoning som få! .. Det diamentalt modsatte kan man så også samtidigt sige om resten af bandet, der virkede lidt ligeglade og rastløse på scenen.. Ikke helt optimalt!
Vi fik serveret “These Colors Don’t Run” som sidste nummer, der satte de sidste nakkemuskler på prøve med sit tusind-tons-tunge breakdown i slutningen – for kendere af bandet, skal man vidst bare sige “You fucking pigs!”. Tungt!
Det der trækker det hele lidt ned for mig er desværre bandets musik, der ikke formåede at holde min interesse pirret, trods godt spil og et engageret publikum.