Pumpehuset viste sig fra sin allerbedste side, da stedet diskede op med både fantastisk god lyd og et flot fremmøde! Nasum blev sendt afsted med maner!

 

 

 

 

 

Alle billederne er taget af Rasmus Ejlersenhttp://www.rasmusejlersen.dk

Mass Grave
De første optrædende denne kolde aften var det Canadiske grindcore band Mass Grave. Bandet spiller en meget ind-til-benet og anarkistisk udgave af den traditionelle grindcore, dog med enkelte doom-elementer over sig. Bandet led meget i sin optræden, med ret kejtet og malplaceret energi på scenen. Musikken var desværre også derefter, og jo mere koncerten skred frem, lagde jeg specielt mærke til at den ene af de to vokalister så småt mistede stemmen, hvilket bestemt ikke bidrog til helheden. Der var pænt flot fremmøde allerede her, men ja – ret uengegeret..

Mass Grave vinder dog lidt point på deres slutning, der havde mere af den føromtalte doom over sig, med en lang dragende intro der eksploderede i et mere kontrolleret grind-helvede. Det var så godkendt.. men alt i alt en intetsigende oplevelse.


 

 

Black Breath
Næste band på scenen, var det band jeg personligt havde glædet mig mest til! Det amerikanske southern grind n’ roll-slash-crossover crust-thrash band Black Breath (åh, hvor man dog elsker at smide labels på bands der ikke helt kan smides labels på…
Black Breath havde alt det som Mass Grave manglede! -mest af alt et gennemsyret fedt groove, der ikke lod en eneste nakke sidde stille i fred. Specielt vokalisk Neil McAdams og bassist Elijah Nelson, der sammen fik denne koncert op i det unikke! Det var specielt her også at lyden på stedet viste sig fra det næsten perfekte, til trods for at der var skruet så højt op at røvhårene vibrerede. Sådan skal det fucking være, når der spiller musik med så meget balls, som Black Breaths!
Det ville ikke overraske mig hvis bandets navn kommer fra svenske Entombed’s nummer af samme navn, da deres lyd minder utroligt meget om hinanden. Hvilket absolut ikke skal ses som en dårlig ting!
Højdepunkter der kan nævnes er uden tvivl numrene “Sentenced To Life” og “Home Of The Grave”, begge fra den nyeste plade “Sentenced To Life” fra tidligere i år.
Kan man lide sin hardcore med et ekstra spark i røven, eller foretrækker man sin grind med mere groove – så bør man absolut holde et vågent øje på Black Breath!


 

 

Nasum
Aftenens hovednavn kunne man uden tvivl godt mærke var det svenske grindcore band NASUM. Bandet er pt på en farewell-tour, på grund af den tragiske hændelse, der gjorde de mistede deres forsanger Mieszko Talarczyk til tsunamien i Thailand i 2004. Fordi dette var sådan en pludselig hændelse, følte bandet at de ikke helt fik nået at sige farvel til alle deres fans – før nu! Til denne tour fik de hyret Rotten Sound-frontmanden Keijo “G” Niinimaa, hvilket skulle vise sig ikke at være helt dumt!

Fra da den krigeriske intro begynder, til at bandet anslår første toner i deres brutale musik, stod det klar at Nasum er et band ud over det sædvanelige. Hvilken stage presence! De to guitarister Jon og Urban havde et konstant samspil og udviste hele tiden stor glæde ved at være på scenen i Pumpehuset – trommeslager Anders Jakobsen spillede som var det dommedag – og vokalist Keijo udviste et talent inden for sin genre, som jeg aldrig har set mage før! Den mand og sit band, Rotten Sound, har bare at overtage grind-regimet, så snart at de gamle trætte bands som Brutal Truth og Napalm Death indstiller kampen.

Nasums musik har meget mere groove end man ser hos de fleste grindcore bands, hvilket klæder en koncert med dem rigtig godt, så det på den måde er nemmere at skelne mellem – og sætte pris på – både de headbanger-venlige tunge passager og det helt hurtige der fik sat gang i pitten.

Jeg er både glad og ked efter denne koncert. Glad for at have oplevet Nasum live, men ked af at det bliver sidste gang!