At genudgive tidligere materiale i en ny opdateret version kan virke som en leflen for pladeselskabet. Men Eluveitie slipper faktisk ok godt fra det.
Udgivelsen “The Early Years” består af bandets første udgivelser. Den selvproducerede og nu meget sjældne EP “Vên” og den første fulde udgivelse “Spirit.”
Højdepunktet på udgivelsen er genindspilningen af “Vên”. EP’en blev oprindelig indspillet og produceret af bandet selv for få økonomiske midler tilbage i 2003. På The Early Years er hele EP’en blevet genindspillet i en helt ny udgave af line uppet som det ser ud idag. Lyden er blevet betydelig mere skarp og noget mere poleret. Et faktum jeg kunne forestille mig die-harde fans af bandet og genren måske vil væmmes af.
Jeg synes derimod det får hele bandet til at lyde langt bedre, da den egentlige folk-lyd skinner betydeligt mere igennem – og det er det jeg hæfter mig ved. Folk-instrumenterne står klart igennem det ellers metalliske kaotiske lydbillede. Et eksempel på dette kan være på “Druid” hvor blast beats, kor og fløjter mixes som det mest naturlige. Og så er det sgu imponerende at lægge øre til det instrumentale “Jezaig” – måske det flotte/smukkeste nummer, der nogensinde er blevet skrevet af et folk-metalband. Den vindblæste fornemmelse af fløjter, kor, violiner og tung-metal i et smukt sammensurium. Herligt at høre i en ny udgave!
Eluveitie opnåede efter udgivelsen af deres første fuldlængde “Spirit” stor popularitet og blev en af bannerførende inden for den såkaldte “New Wave Of Folk Metal”. Siden er bandet blevet set på turné med bands som Amon Amarth, Finntroll og Korpiklaani. Hvad jeg så ikke helt forstår er hvorfor bandet har valgt at genudgive “Spirit” i en remasteret version allerede, når den oprindelige udgivelse kun er 6 år gammel. Det virker mere som en idé fra pladeselskabet end en egentlig gennemtænk idé. Og jeg tænker fluks penge.
Det er jo ikke fordi nye fans ikke ville kunne falde for Eluveitie med den første udgave af Spirit. Nu er situationen bare den at Nuclear Blast også vil have den under deres kappe, antager jeg. Ellers ser jeg simpelthen ingen idé i det.
“Vên” er en fornøjelse og en fuldforståelig genudgivelse. “Spirit” derimod giver ikke rigtig nogen mening.
Eluveitie er et fantastisk dygtigt folk-metal band og hvis du endnu ikke har givet dig i kast med bandet eller genren, så er denne udgivelse måske den rette at starte med, inden du skal se dem i Amager Bio 18 oktober sammen med Sabaton.
Eluveitie – The Early Years er udgivet vi Nuclear Blast/Warner