Åha Wacken, din dejlige sorte Satan af en festival. Så mødtes vi endelig igen. Ventetiden har været lang, men det har været det værd. Musik, mudder og fantastiske dejlige mennesker er hvad der har kendetegnet undertegnedes tur til græsmarken på Wacken i år.

På Wacken er der noget for en hver. Ikke én genre på denne festival bliver forbigået. Imponerende og storslået. Det er virkelig en festival med styr på alt. Professionelt helt ud til fingerspidserne. Men lad os begive os i kast med det vigtigste på festivalen: musikken!

UDO, 2/8 2012, True Stage

Grundet mit lille blødende fanboy hjerte til Saxon måtte jeg misse en stor del af Sepulturas koncert, da Biff og resten af Saxon signerede skiver i Meet n Greet samtidig. Det måtte jeg simpelthen ikke gå glip af.

Koncerten med UDO blev således min første rigtige koncert på Wacken dette år – fraset dele af Skyline-koncerten.

Men UDO. Hvad er det lige den mand han kan? Spørg man tyskerne vil man sikkert sige at han er en levende legende og det er sikkert også den eneste grund til, at han bliver ved med at blive booket til Wacken. For tredje år i træk står han på True Stage. Denne gang mere kedelig end nogensinde før. Mere kedelig og uinspirerende tysker heavy metal er svær at finde og hans lettere monotome stemmebrug falder simpelthen til jorden på denne koncert, der bliver reddet af en ganske fortræffelig lyd og en sjov gæsteoptræden med Mr. Lordi himself.

UDO’s folkelige solo-show denne dag bliver om noget endnu mere folkelig, da den kvindelige pendant til UDO – DORO – kommer ind på scenen i en duet i balladen Dancing Like An Angel. Der bliver det sgu for sing-along-folkelig til min smag.

UDO’s helt store mangel er kvaliteten i sangene og størstedelen af publikum denne dag står blot og venter på de klassiske Accept numre, vi da også får med Screaming For A Love-Bite, Princess Of The Dawn, Metal Heart og den afsluttende Balls To The Walls.

Hvorfor Wacken bliver ved med at booke den halvfærdige UDO forstår jeg simpelthen ikke, når fantastiske Accept har udgivet to af de bedste metalskiver i nyere tid. Book for fanden Accept næste gang!

 

 

Saxon, 2/8 2012, Black Stage

Brittiske Saxon var sammen med Volbeat hevet ind som aftenens hovednavn på A Night To Remember. Jeg har endnu ikke oplevet en dårlig Saxon koncert endnu. Og det har jeg stadig heller ikke efter denne tur til Wacken. Saxon gjorde det de skulle og mere til.

Efter UDO’s kedelige soloshow var det sgu noget af en forløsning endelig at høre Saxons velskrevne heavy metal hymner blive leveret med en gnist der kunne tænde selv den bagerste på Wackens enorme festivalplads.

På Wacken får Saxon den velfortjente respekt de fortjener. Velspillende musik, en god sceneplacering, et godt tidspunkt og en stor, stor crowd. Med disse ingredienser og Biff’s utrolig udadvente personlighed som frontmand kan denne Saxon koncert bare ikke blive dårlig og festen, som jeg også tidligere har skrevet ved andre Saxon anmeldelser her på sitet, er nået.

Vi fik det hele. Klassisk metal med Heavy Metal Thunder, Power and the Glory, Motorcycle Man, Wheels Of Steel og 747. Men også nyere numre som Dogs Of War og den fantastiske Battalions of Steel, der viser Saxon i en nærmest power metallisk magtdemonstration. Vi fik det klassiske med det nye og da ørnen endelig var landet var det endnu en triumf for arbejdsomme Saxon! Simpelthen herligt!

 

 

Volbeat, 2/8, True Stage

70.000 publikummer, et headline spot på hovedscenen på verdens største metalfestival, torsdag aften. Det lyder som noget kun bands med erfaring som Iron Maiden og Metallica kan opnå og ikke et band der har været i gamet i 7 år. Men nej. Det er lige nøjagtig hvad der var blevet tildelt danske Volbeat på årets Wacken.

Kunne de klare det? Svaret er et rungende JA! Det her var simpelthen storslået. Volbeat hev udentvivl årets største publikum på festivalen. langt større end Saxon og UDO før. Og spillemæssigt sad det lige i skabet, da det store volbeat frontbanner blev hevet væk og d’Herre Poulsen, Kjølholm, Larsen og Shermann gik på scenen til et brøl.

Volbeats mix af Elvis rock n roll og Metallica er noget tyskerne elsker og med et sådan publikum denne aften kunne Volbeat selvsagt ikke sætte et ben forkert. Michael Poulsen havde alle i sin hule hånd og da Mille fra Kreator gæstede bandet under 7 Shots og Mark Barney fra Naplam Death gik amok under Evelyn nåede koncerten nye højder.

Ingen kan være gået skuffet fra denne koncert med Volbeat. Spilleglæden skinnede tydeligt igennem hos bandet, hvilket på ingen måde undre mig. På bare 7 år er bandet gået fra den svedende danske undergrund til at headline verdens største metalfestival. Hvis ikke det kan skabe et lille smil hos samtlige af Volbeats bandmedlemmer ved jeg ikke hvad der ellers skal til.

Havde det ikke været for en halv dårlig lyd, der først blev bedre i midten af sættet havde det været 5 fede flammer. Nu “nøjes” vi med de 5 stjerner.

Tak Volbeat!