Kongen af mørk glam-industrial, Marilyn Manson, er tilbage med den nye plade “Born Villain”. Det er den første plade på Mansons eget selskab Hell, etc. Kan han skabe overskrifter igen? Er det en lettere fiasko som de to tidligere plader? Kan han skrive fængende musik igen? Nej, nej og ja!
Det har været lidt en sørgelig historie med Marilyn Manson. Bandet der engang skabte overskrifter, fik religiøse bevægelser op af stolen, skabte forbud og søvnløshed blandt små uskyldige børn. Og var der ikke noget med at han slog dyr ihjel på scenen og fik fjernet nogle ribben for at udøve fellatio på sig selv? Fik konen nu også fjernet et øje, af seksuelle årsager?
Historierne har været mange, og de har unægteligt fået større plads i aviserne i takt med at musikken også var så satans fængende, at opmærksomheden jo skulle placeres på ham, da fanbasen så eksplosivt hobede sig op. Med plader som gennembruds-galskaben Antichrist Superstar, den glimrende glam-opfølger Mechanical Animals, det mørke mesterværk Holy Wood og industrial ørehængeren The Golden Age Of Grotesque. Men så skete der noget.
Han blev voksen. Internettet og overvågningssamfundet satte en stopper for mystikken, da mennesket fandt ud af at bands og musik i endnu mere grotesk format fandtes derude – det var ikke længere nok at pakke lyttervenlig hård-rock ind i det samme skræmmebillede.
Det resulterede i to meget ikke succesfulde plader, Eat Me Drink Me og The High End Of Low, hvor bl.a. americanaen og traditionel hård-rock blev udforsket. Derfor har forventningerne til denne skive måske heller ikke været helt på toppen, da den i sin tid blev annonceret.
Men så kom der spændende info på banen – frigørelse fra sit major label og et løfte om stilmæssigt at vende tilbage til sit udgangspunkt, bl.a. med inspiration fra Slayer.
Slayer-inspirationen kan jeg ikke helt høre, men til gengæld kan jeg høre et band der har fundet gnisten igen – det er ikke farligt, som da han startede. Til gengæld kan de skrue musik sammen, der både fænger, er melodisk, råt og flabet. Med undtagelse af en lidt mærkelig og akavet midte (Slo-Mo-Tion, The Gardener og The Flowers Of Evil) er det en gedigen opvisning i moderne industrial-glam, der gør ham værdig som en af de største inden for sit felt.
Numre som Hey, Cruel World, Disengaged, Murderers Are Getting Prettier Every Day og Born Villain er så pokkers catchy, rå og gennemførte at det burde gøre ondt helt nede i alle trüe-hjerters døds-nosser!
Manson har fundet vejen tilbage til relevans, og det er satans godt at have ham tilbage! Vi ses på Copenhell!
