Vi vil med denne post sætte et fokus på det kolde nordlige Finland. Et land mange nok forbinder med navne som Korpiklanni og Nightwish men, men, men….
Finland har i virkeligheden mange, mange flere forrygende bands. Disse er desværre ofte relativt ukendte bands for det danske publikum. Dette vil jeg i denne blog forsøge at lave om på ved at vise jer 4 bands, der alle på sin vis er svøbt ind i sort finsk melankoli, doom og med episke elementer. Og hvorfor så lige disse bands? Jo for ens for dem alle er, at de enten lige har udgivet eller skal til at udgive ep og albums.
Lad os starte ud med det “blødeste” og mest tilgængelige af de 4: Zenith Reunion. Bandet udgiver debutpladen “Utopia” d 25/4. Dette 5 mands-foretagende kommer fra den nordlige del af Finland Oulu. Og jeg må da indrømme, at da jeg første gang så coveret til denne udgivelse tænkte jeg straks: black metal! Frosende nøgne grene med hvidt sne – det kan kun være nordlig finsk black metal.
Men så satte jeg skiven på og dér kom overraskelsen. Zenith Reunion er smukt klingende med flotte vokalharmonier og guitarfigurer og riffs, der har tydelige referencer til den klassiske heavy- og progressivt orienteret metal – tænk Judas Priest møder Dream Theater.
Hvad jeg dog rigtig godt kan lide ved dette band er hvorledes deres vokalharmonier i de ofte super melodiske omkvæd giver et episk lydbillede. Det lyder kort sagt smukt som bare fanden og med en isnende kølig instrumental-håndtering af super kompetente musikere!
Egentlig ville jeg helst have spillet nummeret Naked Boy for jer. Men denne er desværre endnu ikke blevet udgivet. På det nummer viser Zenith Reunion nemlig hvordan fingerspils figurer og hård distortion kan klinge ufattelig flot sammen, når det bliver gjort rigtig – læg dertil et nærmest Simon&Garfunkel’sk vokalarbejde og du har grund-essensen ved Zenith Reunion og med det i tankerne passer coveret rigtig godt til musikken og omvendt – et køligt, blødt, harmonisk og melankolsk lydbillede der viser sin styrke i det tekniske og progressive.
Som det en smule var tilfældet med Zenith Reunion trækker Antagonist Zero endnu mere referencer på det køllige, episke udtryk. Bandet kommer fra Porvoo og blev dannet i 2010. Debut EP’en Nighttime Harmony udkom i marts og indeholder 3 numre. Det første der slog mig da jeg hørste EP’en var i hvor stor en grad det her band 
trækker på et band som danske Saturnus. Og det er nok ikke en helt dum sammenligning. Antagonist Zero kalder deres metal for catatonic metal og kan bedst beskrives som en solid blanding af doom, death, black og post metal.
Som lytter på Nighttime Harmony står jeg i silende regn på en forladt landevej og bag mig er der silhuetter af de store mørke finske skove. Et lettere trist og sørgeligt udtryk rammer mig, når Antagonist Zero i en blanding af clean sang og growl forener det smukke med det grimme, det tunge med det lette, det melodiske med det ekstreme og generelt bare udviser en nærmest sørgende tristhed. Episk!
Jeg har ikke haft mulighed for at finde en video med lyd – men tjek selv deres lyd her!
Modsat de to tidligere bands er der hos Coprolith langt større fokus på tempo og brutalitet. 
Dette blackend death band blev allerede dannet tilbage i 2001. Men næsten 10 år skulle der gå før Coprolith udgav deres debut Cold Grief Relief i 2010. Nu er bandet efterfølgende blevet klar med EP’en Hate Infected, der består af 3 iskolde udspil.
Coprolith’s tekstunivers kredser om
døden og måden hvorpå vi forlader verden på. Musikken er på sin vis voldsom og brutal, men aldrig mere end at fokuset fortsat er på de storladende og episke hymner. Det til tider kaotiske lydbillede fyldt med blast beats, hurtige riffs og Ben Pakarinen’s growl vidner om et utroligt velspillende band der kan deres pis!
Jeg synes på flere punkter at bandet minder mig om f.eks. en sort udgave af Amon Amarth der møder tidlig Satyricon. De episke og mere melodiske momenter af Coprolith kunne godt virker lidt derhen ad. Dette kommer særligt til udtryk på Chemical Suicide, hvor brutalitet og den storslåede melodi går hånd i hånd.
Vi slutter ondt af med et af Finlands mest brutale bud på old school death metal. Og her skal jeg da love for, at hvis træerne havde så meget som et lille snefnug liggende på sig så er det i hvert fald blevet blæst væk nu af dette 4 mands-band. Sadistik Forest udgav i Marts deres andet album “Death, Doom, Radiation.” Ved første øjekast slog det mig hvor super fedt et cover bandet har fået lavet til denne skive. Det dystre artwork er tegnet af legendariske Juha Vuorma der også har stået for tegninger til bl.a. Autopsy.
De dødelige frø til den sadistiske skov blev plantet af guitarist Antti Heikkinen i 2007 med det mål at spille noget af det mest brutale og tunge dødsmetal der er kommet ud af de finske skove. Her synes jeg at særligt Possessed synes at være det helt store forbillede, men hvor jeg dog også kan mærke en inspiration hentet fra thrash-genren. Sanger Markus Makkonen er indehaver af en af de mest dybe og ondskabsfulde growls jeg længe har hørt – lige gyldigt hvad den mand lægger sin stemme til så bliver det intet andet end TUNGT!
– ENTER THE FOREST – NOW!!
Håber dette kunne være med til at give dig et indblik i den finske metal som i stor grad er værd at holde øje med!!