En aften i selskab med kaos i sin mest rå form, endte i gennemført musikalsk triumf.
For silvan denne aften var noget jeg havde glædet mig til! Først og fremmest pga. hovednavnet Norma Jean, der er et af de bands jeg har fulgt lige siden jeg fandt ud af, at det der med larm, dét var lige sagen.
Dernæst pga. The Chariot som også er nogle jeg har fulgt længe – og desværre aldrig har haft mulighed for at opleve live, til trods for folks konstante varme anbefalinger.
Og til sidst pga. Dead And Divine, en af de nyere opdagelser jeg har gjort mig, som har vist sig at være et af de mest solide core-bands derude pt., med melodierne og vildskaben 100% i den rette vinkel.
This will be a night to remember!
Men en tirsdag. Hmm. Man kan måske frygte at publikum ikke er tændt på at blive revet rundt, eller at de optrædende bands gemmer energien til weekendens eskapader.
HELL NO!
Admiral’s Arms
Aftenen lagde ud med franske Admiral’s Arms, der har fået den kedelige tjans at være det mest ukendte band en aften hvor folk kun kommer for det velkendte. De prøvede da også. Signalerede (flere gange, og mere og mere irriterende) til folk at de skulle komme op til scenen. Frontmanden gik flere gange ud blandt folk for at få dem til at vågne op. Det virkede ikke.
De var, in my humble opinion, bare ikke interessante nok. Lyden var lunken, melodierne hørt før, breakdowns ikke tight nok og vokalen for hæs når den skreg og for skæv når den sang. Bare ikke godt nok. De får to flotte stjerner for det sidste nummer, der faktisk var ret fedt.
Dead And Divine
Dette Canadiske band var, som nævnt tidligere, et band jeg havde glædet mig meget til at opleve, primært fordi de har været i massiv rotation på anlægget de sidste par dage. Flere steder har jeg også læst yderst rosende ord om deres optrædener, ikke mindst pga. frontmand Matt Tobin’s unægtelige talent og karisma.
Og for helvede hvor de leverede! Med cool nonchelant attitude, gik de på scenen til nummeret “Asphyxia Fiend” fra den nyeste plade “Antimacy”, og folk vågnede så småt op efter Admiral’s Arms lettere fiasko.
Omkring 3. nummer tog fanden ved Matt Tobin, og imens han skreg, sang, råbte og growlede afsted startede han, ene mand, et mosh pit foran scenen, og det meste af salen brød ud i lys lue. Fuck yeah! Hele koncerten igennem var præget af millimeterpræcision og unægtelig spilleglæde fra hele bandet.
De får en stjerne hver. Sådan! Kom gerne til Danmark igen snart, I har 100% fået mange flere fans i aften!
The Chariot
Jeg ved ikke om mine forventninger var for høje. Eller om jeg bare ikke har oplevet koncerter af denne kaliber før, til at kunne give et nuanceret billede til hvad helvede det lige var jeg oplevede.
The Chariot gik på scenen.
Frontmand Josh Scogin proklamerede “this microphone is yours, this house is yours, this stage is yours”. Og mindsanten om det ikke var! Hele salen eksploderede fra første anslag, de 5 bandmedlemmer skejede ud som bare fanden. Publikum crowdsurfede, moshede, stage-divede uden forbehold for sikkerhed eller helbred.
På flere tidspunkter under koncerten befandt flere bandmedlemmer sig ude i salen, oppe på baren, nede i merch-boden osv. Sikke et nærvær! De kan satme deres pis.
Hvad der så var ærgerligt var at flere af numrene mistede lidt den finesse og sans for detajle som jeg er vild med hos The Chariot, fx. på nummeret Back To Back der har så meget rytmisk flabethed imellem linierne blev uhæmmet tæsket igennem i næsten dobbelt tempo. Udover dette var koncerten flere gange præget af kedelige pauser mellem numrene. Ret ærgerligt, da The Chariot havde potentialet til at nå helt i top.
Norma Jean
Jeg tog faktisk mig selv i at “glemme” lidt at aftenens hovednavn faktisk slet ikke havde spillet endnu. Publikum kunne jo umuligt have mere energi tilbage, efter hvad vi lige var vidner til med The Chariot. Enkelte var også taget hjem, men salen var stadigvæk godt proppet da amerikanske Norma Jean indtog scenen!
og var folk døde?
HELL NO!
Norma Jean fik revet op i de resterende kræfter og hevet os rundt i en tour-de-force fra hele deres karriere – lige fra Bless The Martyr, Kiss The Child (Face:Face og Memphis Will Be Laid To Waste), O, God The Aftermath (Bayonetwork, Dillemachine), Redeemer (The End Of All Things Will Be Televised, A Smal Spark vs. A Great Forest mfl.), The Anti-Mother (Robots 3 Humans 0) og senest fra deres nyeste udspil Meridional (Leaderless and Self-Enlisted, Theme Of The Angry Brides og Bastardizer).
Musikalsk lyder bandet næsten præcist som de gør på plade, tilsat en ekstra dosis energi fra scenen og fra folks fysiske energiudladninger fra salen og vilje til at synge med (både i mikrofonen og i det fri). Det hele gik op i en højere enhed i aften!
Som finale fik vi en højenergisk dommedags-rendition af nummeret Memphis Will Be Laid To Waste, med den tidligere Norma Jean forsanger (og nu forsanger i The Chariot) Josh Scogin i manisk duet, og det sidste liv blev hevet ud fra det moshe-glade publikum.
Jeg har aldrig oplevet en så voldsom energi fra publikum til en dansk koncert før, og jeg kan ikke forestille mig at nogle er gået skuffede fra salen. Om man deltog fysisk eller bare kom for musikken gør ingen forskel.
Norma Jean og co. væltede København på en tirsdag aften. Og vi var vilde med det!
