Så er der kun en lille uge til den første festival dette år skydes igang! Royal Metal Festival i Aarhus!

På Blastbeast.dk vil vi, til hver festival i ugen op til, sætte fokus på de bands vi helt personligt glæder os mest til at blive gennemtævet af! Denne uge omhandler således Royal Metal Festival der kickstartes næste fredag!

Og lad os da starte sort ud – meget sort endda.

For norske Taake har jeg, ligesiden jeg oplevede Hoest og co. første koncert i DK i oktober på The Rock sidste år, desperat sukket efter at komme til at opleve igen! For hold nu kæft et show de leverer. For et par uger siden blev mine bønner hørt da RMF fik dem hevet med i programmet! YES!

Med Taake skal man glæde sig til et solidt og stramt black metal show med en indpisker af satans nåede. Der er så vanvittigt meget format over Hoest’s scenefremtræden, at man ikke kan andet end at lade sig overgive til mandens befalinger når black metallen pumper derud af. En black, der bestemt ikke kun ligger vægt på den hurtige frembrusende side af genren, men også viser andre sider af sig selv på bandets nyeste Noregs Vaapen. Her hentes der inspiration fra den mere klassiske heavy metalscene.

På Royal Metal Fest kan man godt forvente at opleve en masse numre fra Noregs Vaapen og derfor vil jeg da klart anbefale at give den et lyt – den holder 100 %. Hvem havde nogensinde set det komme, at et banjo-stykke kunne fungere så fucking fedt i black metal-sammenhæng? Jeg havde i hvert fald ikke. Men Hoest overbeviser igen og igen på Noregs Vaapen så et banjo-stykke i Myr er da selvfølgelig en selvfølge.

Noregs Vaapen blev sidste år normineret til den norske grammy “Spellemannsprisen” – en norminering Hoest sikkert var fuldstændig ligeglad med. Og det er da bestemt heller ej sådan en pris der skal afgøre om et album er godt eller skidt. Men her er den sgu god nok – Noregs Vaapen er fandme en genial skive – længere er den ikke!

At opleve Taake live var for mig et vidne på hvor smuk og storslået sand black kan spilles, når det spilles af kompetente musikere. Black der ikke kun er voldsom brutalitet, men også har de fængede episke stykker og velovervejede passager!

En stor oplevelse er i vente på Royal Metal Festival – Taake SKAL du se!

Numre du helt sikkert kan forvente:

  • Fra Vadested Til Vandesmed
  • Nattestid Ser Porten Vid I og VII
  • Norbundet
  • Du Ville Ville Vestland
  • Umenneske
  • Taake spiller Lørdag d 31!

Følg med i morgen når vi har fokus på et band mere til Royal Metal Festival…