Så kom denne skive ENDELIG i min besiddelse. Dette er muligvis det album jeg har set allermest frem til siden bandets begyndelse i 2009.
Vi taler selvfølgelig om UNISONIC, der endelig er klar med debutten “Unisonic.” Og hvorfor har jeg så set så meget frem til lige netop denne udgivelse? Jo, af den simple grund at bandmedlemmerne i dette band bl.a. tæller ingen ringere end to af de største legender indenfor den europæiske power metal. Tidligere forsanger i Helloween Michael Kiske. En frontmand der har været inspiration for utallige frontmænd i metalgenren generelt. Og Helloween/Gamma Ray founder Kai Hansen på leadguitar, hvis introduktion dårligt heller behøves beskrives nøje, hvis man er bare lidt bekendt i miljøet.
Tilbage i 1987/88 udgav dette makkerpar sammen med resten af Helloween “Keeper of the Seven Keys part I og II,” to albums der kickstartede hele den Europæiske power metalscene, som vi kender den idag og som for altid vil stå som denne subgenres hellige gral, med Kiske’s karakteristiske 4 oktavers highpitch og Hansen’s sans for stærke melodier og harmonier.
Nu er Kiske og Hansen så endelig, efter utallige gæsteoptrædender hos bl.a. Avantasia, fundet sammen igen og dannet Unisonic, sammen med Mandy Meyer på guitar, Dennis Ward på bas og Kosta Zafiriou på trommer.
Jeg har ventet med stor spænding på at opleve om disse to herre stadig kan skabe magien sammen, som i “de gode gamle” Helloween-dage eller om dette er et projekt der ville falde til jorden med det samme?
Lad det være sagt med det samme. Unisonic er IKKE et power metalband i traditionel forstand. Bandet har tydeligvis valgt en anden drejning i forhold til f.eks. Gamma Ray og Helloween og det virker på mange måder friskt. Der er ingen grund til at køre i det samme spor som disse to bands. Her er der i langt højere grad fokus på en mere fremadrettet, men dog alligevel ikke helt så klassisk heavy rock. Power metalsporene er tydelige i form af bandets sans for melodier og Kiske’s highpitch vokal, som ikke viser helt den samme styrke som tidligere men stadig er utrolig stærk – imponerende. På Unisonic er tempoet taget betydeligt ud og numrene gynger i et midt tempo ud over stepperne i et nærmest poppet univers hvor melodierne, som Kiske og Hansen sammen altid har været bannerfører for, står utrolig stærkt.
Det her er simpelthen FED rock, med elementer hentet fra både power metal, hard rock og heavy metal. Det er ikke mørkt og hårdt, men en glad rockskive med nogle numre der svinger fedt. Særligt på “Renegade” viser Kai Hansen magi med et solidt riffarbejde på et nummer, der nok er det tætteste vi kommer på et egentlig Helloween-nummer sammen med den ganske atmosfæriske Star Rider, hvis omkvæd er fandens vanedannede.
Når man har med Kiske og Hansen at gøre, er det umuligt at forestille sig en skive uden i det mindste én ballade! Men hvad kan man også forvente når disse to har stået bag en klassiker som Helloweens A Tale That Wasn’t Right. På Unisonic hedder denne “No One Ever Sees Me.” Og det er ganske enkelt fænomenalt. Utrolig flot og dynamisk storslået ballade, der runder skiven af på fornemmeste vis.
Det er svært for mig at finde deciderede negative punkter ved dette album. Dog virker enkelte numre fejlplaceret. Numre som “Never Too Late” og “Never Change Me” virker som fyld og havde egentlig gjort sig bedre ved ikke at have været med på pladen. Der er sangenes dynamiske fremtræden og melodier for spinkle og går i glemmebogen med det samme.
Vi bifalder Kiske og Hansens nye band og byder Unisonic hjertelig velkommen på scenen og håber på meget mere fra dem i fremtiden! Dette er musik for dig der rocker med på AC/DC, Helloween, Winger og Alice Cooper hver gang disse bliver sat på anlægget!
Indtil det fulde album udkommer kan I høre titelnummeret på mini EP’en IGNITION, sammen med nummeret My Sanctuary og en live version af Helloween-klassikeren I Want Out spillet af UNISONIC.
“Unisonic” udgives 23 Marts 2012 via SPV/Steamhammer