Hvad fann’… Har Lemmy en ukendt tvillingebror ??
Det var min første tanke, da jeg satte tyske Nitrogods debut-skive på anlægget. For mange i Danmark er dette band sikkert ganske ukendt, ligeledes også for undertegnede inden jeg fik mulighed for at høre dette album.
Allerede på det grafiske layout på coveret har man idé om hvad Nitrogods er for et foretagende. Med tre målere der viser hhv. “boost”, “bpm” og “dB” – alle på fuld maximum, tilføjet et kranium med racerhjelm, racerbriller og udstødningsrør er der ikke ladt meget til tilfældighederne. Dette er No-Bullshit- Rock n Roll, som tyskerne selv kalder denne debut.
Nitrogods er et band bestående af Henny Wolter – guitar (founder-medlem af THUNDERHEAD, ex PRIMAL FEAR, SINNER), Klaus Sperling – trommer (Trommeslager i FREEDOM CALL og ex PRIMAL FEAR) og Claus “Oimel” Larcher – vokal og bas. Men modsat flere af bandmedlemmernes andre og tidligere bands er der ikke skyggen af powermetal elementer at hente i Nitrogods musik. Det her er så plain old school rock n roll, at det råber til de højere magter om mere whisky og damer. Det her er så Motörhead-agtigt, at selvom bandet i deres pressebeskrivelse ikke kalder sig for et decideret kopi-foretagende, så er det virkelig, virkelig svært – hvis ikke umuligt – ikke at lade sig henkaste til Lemmy og Co. Ét er at dynamikken i musikken er så rock n roll som det overhoved kan være, men at Claus “Oimel” Larcher så har præcis den samme stemme som Lemmy er ganske enkelt ufattelig og ganske imponerende, at det overhoved kan være fysisk muligt. – Og så er han ovenikøbet også bassist!
På nummeret “Wasted In Berlin” arbejder bandet da således også sammen med tidligere Motörhead guitarist Fast Eddie Clarke samt med Dan McCafferty fra Nazareth på nummeret “Whiskey Wonderland.” To solide skikkelser for rock n rollen.
Bandet gør en dyd ud af at fortælle hvor anti studiefake Nitrogods er. Her er ingen overdubs, ingen samples, intet “computer og studiesnyd”. Det her er så lige ud af ladevejen, at det på én gang virker ganske befriende, at der findes sådanne bands som Nitrogods. Alverdens studie og klik-tekniker er simpelthen ryddet af bordet. Men samtidig må man også erkende, at sangene som Nitrogods kommer med på denne debut simpelthen er hørt bedre og læner sig alt, alt for meget op ad Motörhead til at det for alvor kan kaste guldregn af sig.
Skønt er det dog at vide, at rock n roll lever i bedste velgående og Nitrogods indtager sin fortjente plads i rækken af nyere rock n roll bands sammen Valient Thorr, Graveyard og Bullet.
Hvis Airbourne er det tætteste vi kommer på en AC/DC-klon så er Nitrogods det tætteste vi kommer på selv samme hos Motörhead!
Nitrogods – Nitrogods udkommer idag via SPV/Steamhammer