Sal Abruscato (Type O Negative)’s nye band “A Pale Horse Named Death” besøgte Pumpehuset den sidste dag i januar.

Dette var bandets første koncert i Danmark og jeg var derfor urtrolig spændt på aftenens udfald. Ville der overhoved komme nogle gæster på en tirsdagaften til et så nyt band som A Pale Horse Named Death? Ville de udelukkende spille materiale fra deres debut “And Hell Will Follow Me” eller ville der også blive plads til nogle gamle Type O-sange? Svaret var ja, ja og nej!

Pumpehuset’s nye rammer skulle vise sig at være det helt perfekte spillested til et band som A Pale Horse Named Death’s gotiske doom metal. Lyden sad fandme lige i skabet fra start til slut. Højt og tungt som det skal være til metal af så tung og langsom en kaliber som er tilfælde med APHND. Musikalsk er der ikke én eneste finger at sætte på bandets optræden denne aften. Fremmødet var rigtig, rigtig flot skønt det var en sen tirsdag aften. Sal Abruscato har muligvis ikke metalgenrens største stemme, men det er immervæk fantastisk at opleve en person leve sig så meget ind i sin (sorte)kunst som det er tilfælde med Sal. Sangeren har om nogen nogle indre dæmoner at kæmpe med og de bliver sendt ud i fri gallop igennem APHND formørkende tekstunivers. Som tilskuer står jeg nærmest lammet over hvilken nerve og indre vrede Sal Abruscato synger, krænger – ja nogle gange nærmest råber ud igennem bandets katalog. Det er voldsomt og smukt på samme tid, særligt i et nummer som “Die Alone”. Musikalsk imponerende!

Der skal ikke herske nogen tvivl om at Sal Abruscato og co. er vant til at spille på scener foran mange, mange flere mennesker i hver af de respektive bandlemmernes tidligere/andre bands. At de så i aftes spillede for en 200 fremmødte i Pumpehuset’s lille sal fik det hele til at minde om en tur i øvelokalet for bandet med særligt indbudte gæster. Bandet var tændt – ja nærmest overtændt vil jeg mene. Og dette kommer desværre til at trække ned på helheds-opfattelsen af koncerten. Stemningen i bandet var løs og når man for 20 gang får at vide hvor “viking det er at sige “skååååål”” fra samtlige af bandets medlemmer blir det sgu en kende trættende i længden og publikum venter bare på at de kommer videre. Og det er måske bandets problem. Der er simpelthen ikke nok materiale at arbejde med i øjeblikket og istedet for at spille nogle af de gamle Type O-sange bliver tiden mellem hvert nummer trukket ud med jam og åndsvage jokes, der nærmest tangere det pinlige. Misforstå mig ikke. Jeg ELSKER når man kan se, at et band nyder at spille og hvor vigtigt det er med interaktion med sine publikummer. Igår var der bare for meget og for lidt musikalsk substans. Disse lange “stand-up” pauser bevirker at den sindstemning der skabes igennem den dystre musik bliver ødelagt, hvilket er utrolig ærligt, for når bandet spiller er det kunst på et meget højt niveau!