Så lå der pludselig en ny skive på mit skrivebord. “Evolution” hedder skiven og bandet hedder Magnum.
Folk der kender mig ved hvor meget jeg tilbeder og dyrker den traditionsrige, originale hard/heavy rock fra de fede 70ere/80ere. Denne musik er noget af det bedste jeg ved. Derfor er det mig totalt uforstående hvorfor et band som Magnum aldrig har været en fast del af min pladesamling?! Skal jeg være ærlig har jeg aldrig hverken dyrket eller hørt noget videre med det Brittiske rockband fra Birmingham dannet i 1972. Bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide musikken, jeg har bare aldrig kendt synderlig meget til dem udover Bob Catley’s gæsteoptrædender hos Tobias Sammet i Avantasia.
At skulle begive mig i kast med en anmeldelse af Evolution er derfor en kærkommen mulighed for endelig at bryde igennem til Magnum! For Evolution er i bund og grund en compilation med remixede udgaver af tidligere udgivende numre. Hvorfor så overhoved anmelde denne skive? Jo det gør jeg af den simple grund, at jeg med garanti er en af dem skiven er tænkt henvendt til. En ung gut der ikke kender meget til bandets bagkatalog før nu med denne udgivelse.
Og hvor har jeg lyst til at skyde mig selv i foden, med en ladt magnum (høøhøø – ku ikke lade vær), når jeg kommer til erkendelsen over, at Magnum skulle have været et band jeg burde have dyrket langt langt tidligere! For de remixede udgaver af Magnums bagkatalog på Evolution er ganske enkelt fremragende!
Første nummer på Evolution er “That Holy Touch” fra “Breath Of Life”-skiven. Her er samtlige instrumenter blevet genindspillet og godt det lyder det satme! Knivskarp sound over hele linjen, hvilket også kendetegner det overordnede lydbillede på hele Evolution. Bob Catley’s vokalarbejde synes ikke at have lidt nogen last på de 40 år der er gået. Bandet lyder velspillende og med et frisk pust. Det er melodisk hardrock med fængende melodier og temaer som vi kender det fra Scorpions, UFO, Blue öyster Cult m.fl. Evolution bliver afrundet med to helt nye numre “The Fall” og “Do You Know Who You Are.” Disse numre lader ikke meget tilbage fra de gamle udgivelser med melodier og riffs, der planter sig på hjernen med det samme allerede efter første gennemlyt.
Netop melodierne er Magnums klare styrke, men bliver samtidig også deres svaghed. For når disse ikke sidder i skabet bliver det simpelthen for kedeligt i længden. Evolution er heldigvis fyldt med det første og numre som “Brand New Morning”, “When We Where Younger” og “The Holy Touch” er suveræne rockskæringer med den gode melodi og guitarsolo. Skiven som helhed er den perfekte introduktion for folk, som jeg, der endnu ikke har stiftet det ultimative bekendtskab til bandet før, men nu har fået den perfekte mulighed. For fans af bandet er skiven muligvis kun interessant pga. de to nye numre og muligvis også pga. det faktum at de tidligere numre har fået sig en opdateret sound!
Magnum har – bedre sent end aldrig – i hvert fald fået sig en ny fan med Evolution!