Kære læsere. Eller kære lyttere er det nok i denne omgang – for I har min medlidenhed.
I har min medlidenhed hver gang I iført jeres pandamakeup sætter en ny skive på, og den samme svanesang sætter igang. Hver gang tempo, ond- og vildskab går hånd i hånd med en backline til under en plovmand, optaget i din vens garage – og hver gang du føler din trang til at sætte dig højt på din mørke trone med næsen i sky og korset mod helvede, hvis det ikke lige lyder af et hold blikkenslagere i en tom kornsilo.
Hver gang I må se jer nødsaget til at lukke jeres seneste fund tilbage ud i skoven fordi bandet begyndte at leve godt af deres passion.
I – har – min – medlidenhed.
For jeg ved at I ved det lyder af lort, tradition eller ej. Jeg ved at mange af jer gerne vil lytte til Dimmu, Satyricon og Watain. Men det lyder jo ikke som en cementgarage under en helvedeskatedral – og de har solgt jo mange plader – så det går ikke!
Tro mig ret – jeg nyder black metal lavet på præmisserne for at lave god musik og kærligheden hertil. Men at man både som band og fan er “true for trueness sake”? Fuck off and die, please.
Min frustration er måske baseret på uvidenhed, men jeg HAR lyttet til en fair del lo-fi black metal – både ny, gammel, (u)behagelig og gyselig. Og jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i jeres martyrkamp om en søgen på musik bygget på at lyde usselt og ingen fans have. Undskyld jeg bander, men fucking metalhipsters. Det er hvad I er.
Mit råd til jer er: stop…. stop! I er belastende at høre på.