I den langfingrede skygge af forbillederne – Industrial/post-hardcore bandet Hate Gallery har netop udgivet deres nye plade “Viva La Resistance”, der trods effektive tracks og god energi gemmer sig helt inde i skyggen på sine forbilleder.
Lyden af chant fra en stor menneskemængde indleder “Viva La Resistance”, titelnummeret fra svenske Hate Gallery’s nye plade af samme navn og med ét bliver vi sendt tilbage til de læderklædte industrialdage fra slut-90’erne med et catchy guitar-hook og klassisk råbe-med omkvæd over de let-metalliske trommer der tæsker derudaf i højt tempo. Man kan næsten lugte de aflagte fabrikshaller og fornemme stroboskoblysene give os allesammen anfald på stribe. Man kan diskutere kvaliteten i dette, men det fungerer faktisk meget fedt, og jeg får klar fornemmelse af at Hate Gallery er et band som har lyttet en del (MEGET) til Ministry og Killing Joke, især på de tre første numre på pladen. Men herefter går det så galt.
Nummeret “The Becoming” er en 7 minutter lang sjæler der forsøger sig at være halvt hjertesorg og halvt stadionrock med en lettere cheasy vokal og korte guitar-soli der sender tankerne hen imod U2’s The Edge. “Falling into space” bliver der gentaget i slutningen, og jeg er glad for nummeret er slut nu. Føj for den lede. Hvad tænker de på?!
Herefter kommer skiven så lidt op i gear igen, men der er virkelig ikke mange numre på denne skive der sætter sig fast hos mig, selvom de sagtens både kan synge, spille, skrive og har endda en ganske hæderlig produktion bag sig. Men der mangler bare lidt magi. Den gnist og det nærvær som man ser hos deres forbilleder – Ministry, Nine Inch Nails og Killing Joke specielt. Det hele flyder desværre ud i en mængde industrial-sovs der vel og mærke smager fint. Man kender sovsen! Den er god på kartoflerne. Den giver kødet flavour. Men en hel tallerken med sovs giver mig ikke noget at arbejde med, og her skal Hate Gallery virkelig søge imod diversitet i deres udtryk og skrive nogle numre som skiller sig ud, uden at forlade deres udtryk. For de vil sgu noget! De vil en hel del. Men før de får sat ord på det bliver de nok ikke en del af min permanente samling.
Men nu skal det ikke være sortsyn det hele! Numre som Viva La Resistance, Frequency (dejligt hårdt riff med følelse af dommedag!) og 2 Minute Hate (holder hvad den lover..). Det er numre som ville udgøre starten på en fed EP, eller et album på længere sigt. For hen imod slutningen kommer endnu en storladen ballade – Love Shine On. Det er her Hate Gallery virkelig burde tage fat i sig selv. For de er ikke U2, de er ikke Oasis. De er et industrial-band uden identitet og det lyder måske hårdt. Men jeg tror de i fremtiden sagtens ville kunne lave noget som sparker røv! hvis de lærer at mestre det storladne, får fokus i sortsynet, lader maskinerne arbejde på overdrive og træder ud af deres forbilleders skygge – så kan det godt gå hen og blive ren magi!
Nummeret “salvation” ringer ud. Og de har ikke frelst mig. De har ikke skabt resistens med Viva La Resistance. Tværtimod forestiller de lidt at være en hær der har tabt et slag og vender sårede hjem til øvelokalet, klar på nye strategier.
