Der skal ikke være nogen tvivl om, at bookingen af Turnstile var grunden til, at vi her på Blastbeast besluttede, at vi skulle dække Syd For Solen 2026. Heldigvis blev der også booket masser af andre spændende navne, vi både kunne dække og bare nyde privat, men fredag kl. 19.00 på hovedscenen var det, der var kernen. Det var også her, vi skulle have svar på de store spørgsmål.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Hvilke spørgsmål, tænker man måske. Kan de leve op til den legendariske koncert fra Roskilde Festival 2022, som var sidste gang, de besøgte Danmark? Hvordan har det seneste album, “Never Enough”, påvirket dem live, for det er jo albummet, der er længst væk fra den hardcore, bandet kommer fra. Derudover: Var publikum klar? Vi så til Amyl and The Sniffers, at de ikke var klar på moshpit, men tidligere på dagen fredag så vi heldigvis, at nogle af dem var til Bleech 9:3!

Showet åbner med åbningsnummeret fra “Never Enough”, der giver os en blød og kærlig start, inden vi direkte ryger over i “T.L.C. (TURNSTILE LOVE CONNECTION)”, og så rammer energien for fuld kraft scenen og publikum! Pitten åbner, jorden ryger op i luften, og hvad der bliver en proces med at male alle, der kommer nær pitten, med støv og ligne noget fra en dommedagsfilm, er nu sat i gang! Dermed har vi også fået svar på, om Syd For Solen publikummet var klar på pitten. Det var de 100%!

Det interessante ved at se et band som Turnstile, der har gået fra ret klassisk hardcore til genrebrydende musik, som der bliver diskuteret op og ned om stadig er hardcore eller ej, er, at når det først bliver spillet live, så er man ikke i tvivl om, hvor bandet kommer fra. For selv om de gode melodier og legen med grænser stadig er der, så får det hele det ekstra skud energi, når det bliver spillet live, mens Brendan Yates springer rundt på scenen og viser publikum, at energi er en kernedel af liveshowet!

Noget af det, der imponerer mig mest ved showet, er, hvor godt Turnstile faktisk kan spille. At melodierne og de små detaljer ikke forsvinder, på trods af at de skruer op for

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

intensiteten. At de springer rundt som et hardcore band. At man kan høre, hvad Yates synger hele vejen igennem. Selv om lyden starter lidt svagt og stiger undervejs, så går det ikke ud over mixet, der rammer helt rigtigt! En anden teknisk ting, der bare spiller, og som ikke er bandets, men festivalens ære, er videoarbejdet. Hvor er det godt! Vinklerne, hvad de fanger, hvad man smider op på skærmene. Jeg ved ikke, hvem der præcist har ansvaret for dette, men Syd For Solen sætter ikke bare under Turnstile, men generelt en meget høj standard her!

Skulle nogen tænke efter en række sange fra “Never Enough” og “Glow On”, at det ikke er hardcore nok, så har Turnstile også taget “Drop” med fra debutalbummet, som bliver fulgt op af “I Don’t Wanna Be Blind” fra “Time & Space”, der måske skulle vise sig at være det nummer, der var tegnet på det Turnstile, vi kender i dag?

Kæmpehittet “HOLIDAY” får om muligt det hele til at springe endnu mere i luften, og pitten er nu fyldt af mennesker, man primært kan se er dækket af støv og ligner nogen, der har været på overlevelsestur i en måned. Men under det kan man se alt fra hardcore t shirts til, hvad man ud fra tøjet tænker er en del af den hippe del af Københavns ungdom. Slutningen af “LOOK OUT FOR ME” giver et afbræk, hvor folk kan få vejret og samle energi, inden det hele slutter med atter en magtdemonstration med “MYSTERY”, “BLACKOUT” og “BIRDS”!

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Så for at svare på mine spørgsmål før anmeldelsen: Ja, koncerten kunne leve op til Roskilde showet, selv om det altid vil stå som noget legendarisk. Det nye album har bare givet mere til deres liveshows, og folk på SFS var klar til at give den alt til et hardcore band. For Turnstile er stadig et hardcore band. Måske er alle sangene ikke klassisk hardcore, men de gør, hvad de vil, og det er sgu ret punket!

Jeg har tidligere sagt, at de fik indiefolket til at slås og hardcorefolket til at danse. Det tænker jeg ikke længere. I dag var vi alle klar på at slås og synge med hinanden, men i en sky af jordstøv og kærlighed! Dermed beviste Turnstile denne aften i Valby, at de er et af verdens bedste livebands!

Et simpelt ønske at slutte på her nu. Alle I skønne mennesker, der mødte hardcore, mødte pitten og havde det fedt til Turnstile, men som normalt ikke hører denne genre: Kom ud. Kom og dans med os på byens spillesteder. Jeg tror, I vil elske det, som I elskede det til Turnstile, og vi vil så gerne have jer med!