Efter en umanerlig tynd kop festivaløl for alle os der nyder den søde folkmetal blev det ENDELIG lørdag på Copenhell og tid til festivalens første navn i genren – Trollfest!
Trollfest fik omsider spilletid på Copenhell. Og Nordmændende skuffede ikke!
At der skulle gå hele 15 år før et klassisk folkmetal act som Trollfest kunne indtage COPENHELL er ikke til at forstå. Andet end måske at genren år efter år er en overset sidegevinst for os der nyder denne type af metal.
Sidste år havde man f.eks lagt TROLD og Gåte oveni hinanden. But why?!
Oh well – man skal nyde det når de så endelig er der. Og nyde gjorde vi alle i stor stil. En koncert hvor band og publikum smeltede sammen!
Fra første anslag i ”Dance Like A Pink Flamingo” var der lagt i ovnen til den store fest. Og Trollfest bagte sådan set blot videre på den helt store lyserøde festlagkage i den godt og vel time lange koncert Nordmændende fik.
Har man set Trollfest før kender man deres tricks. Det gør det dog ikke destmindre mindre festligt. For når Trollfest og publikum – som det skete på COPENHELL – er så meget i ét med hinanden opstår magien.
”Kaptein Kaos” blev lige præcis dét kaos man kunne håbe på, med en halv crowd der både sidder ned og den anden halvdel af crowden der hopper. Perfekt vildskab. Eller den lange, lange og obligatoriske congaline vi naturligvis skal have under Piña Colada.
Alt dette fungerede langt bedre denne sene eftermiddag på COPENHELLs pakkede Pandæmonium-scene, end da jeg sidste år så dem på Wacken’s alt, alt for store hovedscene klokken 11 om formiddagen i knæhøjt mudder.
Fest og farver er klassisk Trollfest. Alle klædt ud i pink flamingo kostume fra top til tå. Men bag gag og løjer skal man ikke underkende det faktum, at vi her har at gøre med nogle ekstremt dygtige musikere. At lave det vildskab som Trollfest gør, er ikke let, når man samtidig spiller så stramt og i genreskifte i alt fra black metal over i balkanrytmer og til funk. Få mestre dette og Trollfest gør det til perfektion.
Kun den trælse lyd i starten af koncerten trækker ned på en koncert, som vi var mange folkmetal fans der længe har ventet på og som vi besynderligt nok har måtte vente 16 år på at få på Refshaleøen.


