Ofte vil bands på festivaler være bands på tour. Lokale bands kan måske være en undtagelse, men her er noget andet. The Callous Daoboys var taget til Europa blot for at spille Resurrection Fest og naturligvis Roskilde Festival, hvor vi her skulle se dem. Spændende når et mindre band tager sådan en tur, måske der har været andet på programmet end koncerterne, da man ikke tænker, de får en kæmpe hyre?
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Klokken er 18.15, da de indtager Fauna scenen, hvor flere af de mere kaotiske shows i år er blevet spillet. Hvilket da også er en forventning, at dette show bliver. Bare ved at kigge på bandet, da de træder ind på scenen, er der på ingen måde koordineret tøj. Forsanger Carson Pace og Amber Christma på violin har, hvad der ser ud som et helt smadret punkoutfit, der har festet i 3 dage. Andre har “normalt” tøj på, men så er stilen jo visuelt meget godt sat for musikken.
Eller det forventede jeg, at den var, for det blev ikke så vildt og kaotisk live, som jeg havde håbet på. Det var ikke fordi, bandet spillede dårligt, der var bare ikke det der, som gør, at man ønsker showet. De åbner med “The Demon of Unreality Limping Like a Dog”, en titel, hvor man forventer, at alt sker, men det hele springer ikke i luften der. Kort efter får vi “Lemon”, der i bund og grund jo er afdæmpet, og det bliver den også live. Bagefter har “Schizophrenia Legacy” mere energi, fordi sangen har det, men det er ligesom, at liveoplevelsen aldrig giver det ekstra, som jeg havde forventet. Jeg kom for at få et show på det gode album “I Don’t Want to See You in Heaven” fra sidste år, men mest fik jeg det bare fremført på en
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
måde, hvor jeg lige så godt kunne have hørt den derhjemme. Det ændrer dermed ikke på, at vi fik en masse gode sange, for det har The Callous Daoboys lavet, men grunden til, at jeg tager til liveshows, er at få noget mere. Mærke bandet, energien, lyden og få nogle minder til fremtiden. Det fik vi ikke. Måske var mine forventninger for høje?
Dermed blev The Callous Daoboys aldrig alt det, man havde håbet på. Det var ikke en dårlig koncert, men det blev en ret middelmådig koncert, hvor kaosset aldrig fik lov at leve sig selv helt ud. På den måde blev det lidt bare et show, hvor forskellige stile af core, tilsat lidt violin, blev fremført, så det var lidt ærgerligt. Måske var turen til Europa for to shows ikke motivation nok til at levere 100%. Det er svært at sige, men som et af de shows, jeg så mest frem til af metalprogrammet i år, så var det nok også det, der skuffede mest af dem. Uden at det blev dårligt, bare ikke så godt som forventet.
