Det var blevet fredag på Roskilde, alt var gråt og blæsende, så at komme afsted mod pladsen var lidt ekstra hårdt, men heldigvis var Maruja der til at lokke. Et band jeg stadig ikke helt kan sætte i bås. Det var dog på forhånd klart, at det ville blive politisk, der ville være rap, forskellige arter af metal og også noget med en saxofon.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Teltet er godt fyldt på Fauna, da bandet indtager scenen. Showet åbner med masser af energi og groove i de to sange “Bloodsport” og “Break the Tension”, som for jeres skribent her på mange måder viser, hvornår Maruja er bedst. Nemlig når det aggressive i musikken både fra de klassiske metal instrumenter til det jazzede møde med en saxofon, der ikke vil stå tilbage for noget, mens vokalen råber holdninger ud i teltet!

Det gør også, at publikum er på fra starten af. Der bliver moshet, der bliver danset og jublet. Vi er jo mere end færdige med sang nummer 2, før der fra scenen bliver råbt “free palestine”, så er stemningen sat. Løbende gennem showet er frontman Harry Wilkinson også hele tiden på omkring, at det handler om mere end bare musik. Om fællesskab, at stå sammen og hjælpe hinanden. Hvilket er svært at være uenig i.

Den afdæmpede og jazzede del af musikken er tydeligvis en central del af musikken, men den hiver også publikum og showet ned, da den får lov at

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

fylde for meget. Da vi efter 25 minutter, hvor mixet mellem post-metal, rap og det jazzede har ramt et tæt på perfekt mix, så ryger den desværre. Jazzdelen får lov at fylde rigtigt meget de næste 10 minutter, hvilket er lidt ærgerligt. Det kunne måske have virket, hvis tempoet var blevet oppe, men desværre ikke.

Heldigvis kommer de tilbage på sporet igen, og særligt med “Look Down on Us”, hvor vi igen får det rigtigt gode mix. Uden at vi kommer op i samme tempo, så virker det bare, når alt får lov. Saxofonisten styrer pitten. Jeg er alt andet end saxofon ekspert, men man kan vel sige, at han laver breakdowns, der får pitten til at springe i luften igen og igen, mens resten af bandet følger med i vildskaben.

Det hele sluttes af med en knyttet næve i luften og fællesråb. Dermed blev en koncert afsluttet, som jeg på forhånd var meget i tvivl om, hvad ville blive, men det virkede rigtigt godt live, og det passede med deres genrebrydende lyd utroligt godt ind på Roskilde Festival. Så selv om midten af koncerten koster på karakteren, så var det et af de shows, der kunne noget mere.