Nogle festivaler kan give dig det nye. Nogle kan give dig de største navne. Og så er der dem som Roskilde, der kan give dig noget af alt. Undertegnet har set Kpop på Orange, rave hiphop på Arena, legendarisk grindcore og et show med Demersal, jeg aldrig glemmer. Alt kommer dog til en ende, og det sidste show, jeg skulle se på Roskilde Festival i år, var med Lord Snow, som jeg netop var blevet anbefalet at tjekke ud af Demersals forsanger. Og efter at have lyttet derhjemme, var jeg på ingen måde i tvivl om, at det var et show, der faktisk kunne få mig til at blive til sent lørdag. Nemlig for at se Lord Snow!
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Så da klokken er blevet søndag, er den sidste popfest på Orange slut, og nu skal vi ind i Glorias mørke. Men skal vi så til en fremvisning af Game of Thrones, nu det er Lord Snow, vi skal se? Og deres seneste album hedder “Have You Heard of the High Elves”, men nej, ikke noget eventyr eller powermetal her. Det står på støjende screamo fra det amerikanske her kl. 00.30
Store dele af de mennesker, jeg kender fra miljøet og har set i løbet af Roskilde, virker til at være samlet her nu, og folk virker klar. Det samme gør An Lacy på scenen, der skriger vokalen ud i mørket mod os. Det er ikke fordi Gloria er fyldt, men jeg føler, at vi er flere end til de fleste shows, jeg har set der i år. Måske alle skal have det sidste kick, måske Lord Snow bare trækker? Der er noget sjovt i, at Gloria helt generelt er pyntet med træer bag scenen, mens vi hører sange fra et album, der har en titel med High Elves, men der er lækre riffs, og der bliver moshet.
Bandet kører et lidt specielt mix, hvor vi mellem de kaotiske guitarriffs med breaks og den skrigende voka,l får techno beats. Om bandet skal have luft, eller der er en kunstnerisk idé bag? Det er jeg ikke helt sikker på, men for mig virker det her lørdag nat, hvor den sidste energi skal bruges. Så hvis nogen tænker, at det er mærkeligt, så ville jeg måske også være der en anden dag. Men her virker det. Det giver bare mening, særligt fordi det på en måde skaber en ro mellem den vrede og
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
smerte, der ellers fylder. Man skal nok kende teksterne for at fange lyrikken, men følelsen bør være klar for alle der, så det virker bare, vi bliver angrebet fra scenen på en måde der føles helt rigtigt, det er beskidt, det er voldsomt, det er rigtigt. Uden det er perfekt, slet ikke, men det ville også være forkert her, for det virker som det er og skaber en fin koncert!
Dermed slutter et personligt rigtig godt år for mig på Roskilde. Der har været år, hvor der har været flere shows, jeg har set, bedre shows på den brede hånd, men Roskilde er så meget mere for mig. Det at få lov til at gå på opdagelse og se noget, man ved, man vil elske, se noget, man finder ud af, man elsker, se noget, man tænker meh til, men man bare bevæger sig rundt på den festival med den bedste stemning, jeg kender. Det er skønt, og når man så får lov at slutte af med at blive råbt vredt i ansigtet og kaste kroppen lidt rundt til elektroniske beats, mens den vrede DIY screamo tæsker en færdig.
