Igorrr var en af Roskildes sidste ekstreme, metalliske blockbustere, og traditionelt betyder det ofte, at publikumsenergien på festivalens sidste dag er dalende efter mange dages fest, søvnmangel og hårdt prøvet vejr.
Alligevel virkede det til, at Igorrr havde en helt særlig tiltrækningskraft. Lagunas telt var godt pakket fra start, da franskmændene indtog scenen, og publikum var klar til at blive udfordret.
Igorrr er bestemt ikke som noget andet. For Roskilde Festival er det en oplagt booking – faktisk en booking, man sagtens kunne argumentere for burde være landet for flere år siden. Ikke desto mindre passer bandet perfekt ind på festivalen, netop fordi de nægter at lade sig begrænse af genrer.
På mange måder er Igorrr en musikalsk udgave af selve Roskilde Festival. Hos dem får vi lidt af det hele samlet i ét stort, kaotisk og fascinerende genre-mashup – præcis som festivalens eget program, hvor kontraster og musikalske møder er en del af oplevelsen.
Igorrrs vilde blanding af moderne metal, dødsmetal, crust punk, hård elektronisk musik, barokke elementer og opera lyder på papiret som en fuldstændig usandsynlig kombination. Men det fungerer – og det har det gjort i årevis. Koncerten på Roskilde var ingen undtagelse.
Med numre som Daemoni, Spaghetti Forever og Nervous Waltz fik koncerten hurtigt solidt momentum, og lyden under Lagunas teltdug spillede heldigvis med. Hvert vanvittige temposkift, hvert blastbeat og hver operatiske vokal stod knivskarpt, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere overvældende.
Massivt, voldsomt og lige i skabet – og så endda uden aflysninger. Herligt.
Scenen var flot sat op, og bandet udstrålede en oprigtig glæde ved at stå netop her på årets Roskilde Festival. Der var vildskab og kaos, men samtidig et imponerende stramt musikalsk fokus, som gjorde, at koncerten aldrig mistede retning. Tværtimod blev det en bundsolid opvisning i, hvordan ekstrem musik kan være både teknisk imponerende, underholdende og overraskende tilgængelig.
Igorrr og Roskilde viste sig ganske enkelt at være det helt rigtige match.



