Blood Fire Death . Copenhell 2026
Alt godt kommer til den, der venter. Og de af os, der ventede længst, fik det bedste af det bedste.
Den store hyldest til Quorthon og de legendariske Bathory-sange var på forhånd én af de koncerter, der bare ikke måtte misses. Derfor var det også med stor frygt, at jeg fulgte vejret og spekulerede på, om den ville blive aflyst på grund af lyn og torden. At få aflyst den eneste rendyrkede black metal-koncert på COPENHELL ville have været en mindre katastrofe, og med dét line-up in mente ville det nærmest have været decideret ubarmhjertigt.
Heldigvis blev koncerten afviklet med en mindre forsinkelse, og kulden fra regnen samt de momentvise lysglimt fra lynene bag scenen var egentlig blot med til at forstærke stemningen og passede perfekt til den kølige black metal-atmosfære.
Dét her var altså legendarisk, venner. Hold nu op, hvor blev Blood Fire Death en oplevelse.
Vi vidste på forhånd, at line-uppet bestod af sanger Erik Danielsson (Watain), guitarist Ivar Bjørnson (Enslaved), bassist Apollyon (Aura Noir, DHG m.fl.), guitarist Blasphemer (Vltimas, ex-Mayhem) og trommeslager Faust (ex-Emperor, Djevel).
Ja – et rendyrket metallisk all-star-band! Et band med en sand forståelse for den opgave, de gik ind til: at hylde og fortolke noget af det måske helligste europæiske ekstremmetal, der nogensinde er skrevet.
Med ære og respekt kickstartede bandet løjerne med A Fine Day to Die, hvor selveste Gaahl lagde vokal til. Et brutalt og smukt øjeblik, der med det samme gjorde det klart, at noget stort var under opsejling.
For Gaahl var langt fra den eneste legendariske black- og ekstremmetal-artist, der var en del af denne sortmetalliske heksegryde.
En massiv mur af lyd ramte os hårdt i brystkassen. Jeg har aldrig før hørt så god en lyd på COPENHELL. Det var rent, stramt og møghamrende tungt. Dét her, venner, var ædelmetal, som vores forfædre i Black Sabbath ville have nikket anerkendende til.
Efter Gaahl fik det hele bare endnu et nøk op ad sejhedsskalaen. Flankeret af Erik Danielsson i sort læder og nitter fra top til tå bød han som sanger og ceremonimester velkommen til en sand stjerneparade af black metal-sangere: Attila fra Mayhem, Grutle fra Enslaved og selveste Nergal fra Behemoth.
Altså hallo! Tænk lige over det. Som ekstremmetal-fan bliver det næppe større.
Det skulle da lige være, at selveste Frederick Melander – den oprindelige Bathory-bassist – også kiggede forbi.
Prøv lige at høre: Sidste år var det Abbath, der gik “Gud” med et stramt og velspillet Immortal-sæt. I år tog Blood Fire Death det hele endnu et nøk op.
Det er efterhånden lidt af en kliché at pege på, hvad der mangler på COPENHELLs program. Men sandheden er, at black metal – altså den rene, rå og klassiske af slagsen – ganske enkelt ikke får den opmærksomhed, den fortjener ude på Refshaleøen. Efter min mening er det en mindre katastrofe for en så betydningsfuld del af metalmusikkens historie.
Jeg ved, at Jeppe Nissen har udtalt i interviews, at black metal er svær at booke, fordi COPENHELL reelt kun har tre programpladser efter mørkets frembrud pr dag. Den præmis køber jeg dog ikke. Den klassiske black metal – altså den “farlige” og seje af slagsen. I ved, dem med blod og nitter – ville sagtens kunne fungere i dagslys på Gehenna med skovens træer som kulisse. Der er bare ikke noget af det. Og jeg forstår det ikke?
Årets bedste koncert på COPENHELL blev en sand forløsning. Den store hyldest til Bathory. Festivalens sidste koncert. Alt godt kommer til den, der venter. Og hold nu op, hvor var det tiltrængt med noget klassisk, hårdtslående – tør man sige episk? – ekstremmetal med kant, nerve og sjæl.
Den slags finder vi desværre alt for sjældent på COPENHELL.
Men tak for denne, COPENHELL. Lad os nu bare få noget mere af det.
