Ofte har jeg startet mine første Copenhell anmeldelser for året med at fortælle, at det var rart nu at komme på en rigtig open air festival. Men med bl.a. et besøg på SLAMDUNK i England i år, så er det ikke tilfældet i år. Det ændrer dog ikke på, at når man går ind på pladsen ude på Reffen og ser Copenhell i høj sol, så er det et tegn på, at sommeren har ramt os!
Foto: Martin Horn Pedersen
Årets første besøg på Pandæmonium scenen var for at se det svenske hardcore og nu metal band Thrown. Det var et af de fem bands, jeg på forhånd havde anbefalet, så forventningerne var høje, men også med viden om, at mange bands har haft det svært på scenen. Heldigvis er der et pænt fremmøde i den bagende sol, da bandet rammer scenen.
Forsanger Marcus Lundqvist tager fra starten ansvaret for at skabe kontakten til publikum. Det bliver gennemgående for koncerten, at bandet har fokus på at spille, mens Marcus tager sig af resten.
Da bandet kun har en EP og et album udover et par nye singler, så kommer vi mere eller mindre hele vejen gennem diskografien, da de fleste sange ikke er særligt lange. Det giver et godt flow i showet og gør, at man må antage, at alle fik hørt det, de kom for.
Det er dog også et show, hvor det bliver tydeligt, at bandet er her for at spille musik og ikke for det store show. Så længe jeg får hørt alle de sange, jeg ønskede, de bliver spillet godt og med fin energi, så får koncerten aldrig rigtigt løftet sig helt derop, hvor man kunne drømme om. De kommer aldrig helt ud over scenekanten, som den type energifyldte musik fortjener, hvis det for alvor skal blive stort.
Der var fuld gang i pitten i store dele af showet. Der blev kastet hænder i vejret, men det blev aldrig rigtigt farligt i den forstand, at man frygter, at bandet bare kommer flyvende ud i hovedet på dig og råber budskaberne, mens de cirkelsparker dig ned i støvet.
Det ændrer dog ikke på, at jeg står tilbage med en følelse af, at det var fedt at se dem igen. De beviser, at selv om de ikke topper på energi, så kan musikken bære koncerten. Min kritik her bunder nok mest i, at jeg havde håbet, de ramte helt op på toppen. Men derfor fik vi stadig en stærk koncert.
