Da jeg som en ung knægt i Esbjerg begyndte at få en holdning til metal, altså ikke bare hørte det, de ældre metalgutter syntes var fedt, men selv begyndte at grave, var noget af det første, der ægte fangede mig, den svenske melodeath. Særligt At The Gates og siden In Flames.

Selv om Soilwork ikke er fra Göteborg, hvor man kan sige, at lyden blev født, så har de givet den masser af kærlighed hjemme i Helsingborg. Den svenske melodeath fylder ikke meget på min playliste i hverdagen mere, men har stadig en plads i mit hjerte, så da Soilwork nu for første gang var booket til Copenhell, skulle jeg da en tur forbi Pandæmonium og se dem igen!

Foto: Jannie Ravn Madsen

Med igen taler jeg kun om bandet, ikke på Copenhell, for her har de aldrig før spillet af mærkelige årsager. De er svenske, et solidt navn, og ja, et man bør kunne hive ind uden at vælte budgettet, men stadig sælge billetter. Fremmødet var i hvert fald solidt, og bandet går frisk til den. Forsanger Björn Strid kommer da også hurtigt med et par kommentarer om, at de synes, det er mærkeligt, at de aldrig har spillet her før, men nu er glade for at være her!

Der er ingen tvivl om, at det er et band med mange år bag sig, ment på den bedste måde. De har styr på det hele. Der er ikke det store vilde show, men bare et band der kan deres håndværk og er gode til at få publikum med. Det er ikke fordi det hele springer i luften, men folk er glade, de synger med, og der bliver hygget med de svenske venner. Den største udfordring for bandet er lyden. Den svinger op og ned, og da undertegnet under showet bevæger sig en del rundt, bliver det tydeligt, at den nogle steder bliver rigtig træls, som da vinden fanger meget af “Stabbing The Drama”. Det var træls, da det er en personlig favorit, men det er svært at lægge bandet til last, selv om det ødelægger lidt af helhedsbilledet.

Det ændrer ikke på, at Soilwork kom godt rundt i bagkataloget, gav mulighed for at hoppe og synge med og alt i alt gav en hyggelig time på Pandæmonium, selv om lyden ikke altid var med dem. Vi fik soloer og fællessang til de gode melodier, og det er vel meget det, man ønsker af svensk melodeath? Så selv om det ikke var årets show, må der gerne gå mindre end 15 år, før de kommer tilbage!