Roskilde Festival 2026: Martins top 5 anbefalinger
af Martin Horn Pedersen den 20 Jun, 2026 • 10:50 am No CommentsSom altid kigger undertegnet ned i programmet på en festival, før vi skal af sted. Her er turen kommet til årest største festival, festivallen, der for undertegnet står over alle andre uanset hvordan programmet er lige det år, så er Roskilde Festival bare noget helt særligt for mig. Så her er de 5 navne jeg har valgt ud inden vores genre jeg særligt vil anbefale
Navne er ikke sat i prioriteret rækkefølge, men i den rækkefølge de spiller i på festivalen, så vi starter med Demersal!
Demersal (Mandag kl. 19.00 på EOS)
Ja tak! Det danske navn jeg længst har ønsket skulle spille på Roskilde, som I også har kunnet læse om i vores interview med FIRST DAYS bookingteamet. For ikke at gentage mig selv for meget, så har Demersal udviklet sig voldsomt de sidste fem år. De har hele tiden været et utroligt dygtigt og velspillende math og post hardcore band. At de siden også er kommet med følsomme danske sange på et indie label, havde jeg nok aldrig gættet på, men hvor virker det dog!
Jeg forventer, at det her bliver en af de bedste koncerter på festivalen. En koncert der både kommer til at have stærke tekster og musik, som udfordrer og imponerer.
Dying Wish (Onsdag kl. 23.30 på Gloria)
Det amerikanske melodiske metalcore band kommer til Danmark for første gang. Det gør de med det roste album Flesh Stays Together, der udkom i 2025.
Undertegnet så dem på Slam Dunk Festival i London, hvor vi fik ca. 30 minutters energifyldt koncert, og hvor forsanger Emma Boster fik sin mikrofon semiødelagt undervejs i vildskaben! Så der er masser af energi på scenen, og vi har naturligvis informeret Roskilde om, at de bør have et par ekstra mikrofoner klar! Hvor showet på Slamdunk var i høj sol, så bliver det i Glorias mørke på Roskilde Festival. Det tænker vi kun kommer til at løfte koncerten, så vi forventer et brag onsdag aften!
Krøyer (Torsdag kl. 22.15 på Gloria)
Det elektroniske input i metal fylder mere og mere i disse år! Roskilde har bestemt også været med på den vogn, både med bl.a. JOHN CXNNOR og VIOLENT MAGIC ORCHESTRA. I år har Krøyer fået denne opgave.
Mange kender hende nok bedst som frontperson i Vulvatorious, der også tidligere har spillet på festivalen. Nu er hun der med sit soloprojekt, som hun selv beskriver som industrial rave metal. Efter at have set hendes release show i København tidligere på året, må jeg sige, at den beskrivelse passer rigtig godt!
Allerede der var showet på et meget højt niveau, så efter at hun har spillet et par shows mere og nu kommer til at stå på Roskilde Festival, er jeg sikker på, at det her er en mørk fest, man ikke vil gå glip af!
The Callous Daoboys (Lørdag 18.15 på Fauna)
Det amerikanske band, hvis navn er en joke på “Dallas Cowboys”, kommer til Roskilde Festival for første gang. De har været i Danmark én gang før, i 24. På programmet er et kaotisk mix af mathcore, alternativ metal og nu metal, men også mere melodi og pop ind imellem. På papiret lyder det meget rodet, og det er det i bund og grund også, men de får det til at fungere.
Undertegnet har kun hørt godt om deres liveshows, hvilket giver mening med musikken, for hvis den virker live, så bør det netop være i disse rammer, at den er bedst!
Deres album “The Callous Daoboys” fra 2025 har været i fast rotation herhjemme, siden de blev booket til årets festival, så at få lov at høre det live er meget højt på min prioritetsliste.
Lord Snow (Natten mellem Lørdag og søndag 00.30 på Gloria)
Sidste band på listen bliver også mit sidste på årets festival. Lord Snow er et DIY band fra screamo scenen. Deres album fra sidste år, “Have You Heard of the High Elves”, har på mange måder været min intro til bandet. Det er kaotisk, lidt sjovt med lidt fantasy, lyder beskidt og naturligvis, som genren siger, skrigende.
Det er ikke et band, der kommer forbi Europa særligt ofte, og det skulle være første gang, de er her med dette lineup. Så det kan nemt være en helt særlig mulighed at få lov at fange dem lørdag på Roskilde Festival. Personligt har jeg haft nogle helt unikke shows, når Roskilde har fået bands ind, der ellers ikke kommer, som f.eks. Deaf Club i 2023.
Derudover har Lord Snow netop udgivet en EP, mens jeg er ved at skrive denne artikel. “Riften” hedder den, og første lyt virker fedt, så jeg forventer et band, der er friske og klar til at give den gas med masser af energi.

