Så kom vi på græs! Det er altid en sær følelse at komme på Roskilde Festival. På med armbåndet, en tur ud og kigge på campen, i år forsøge ikke at dø af varme, og så går turen op mod scenerne.
I år med nogle ændringer. De betød, at vores første koncert er på Lagune scenen. Et telt der har overtaget, hvor Apollo har været et par år, og for os der er lidt ældre, hvor Cosmopol plejede at være i gamle dage.
Foto: Martin Horn Pedersen
Vi er dog ikke kommet for at kigge på en ny scene, men for at høre musik. Det er med bandet Ponny, som undertegnet i første omgang ikke fangede var relevant for os, da vi fik listen over FIRST DAYS navne. Heldigvis blev jeg klogere, og nu er vi klar til en omgang punk!
Det er ikke punk hentet direkte ud af ungdomsklubben, men de vrede tekster handler om dårlig sex og dumme ekskærester, så ungdommen er en central del af den musik, vi får serveret.
Der er punk, men der er også poppede melodier, som er med til at gøre showet fangende. De tre musikere på scenen, Laura Maj Zeuthen, Anna Raaber og Asta Rebien, virker alle til at være dygtige musikere, da de i flere sange vælger at skifte hvem der spiller på hvad. Det er altid spændende, når bands går ned ad det spor. For kan trommeslageren spille lige så godt guitar som guitaristen? Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men de er i hvert fald dygtige nok til, at det ikke giver problemer, når man står og ser showet.
Hvor der dog opstår et problem, er at de synger meget forskelligt, både i pænhed og stil. Der er ikke noget af det, som i sig selv ikke kunne virke. For punk kan både have en rå og beskidt vokal og en der er mere klar, men når det skifter rundt, og det ene nummer er det ene og det andet noget helt andet, så bliver det bare for rodet for undertegnet. Det hiver mig ud af det billede, vi er i. Altså skal vi råbe vreden ud eller synge pænt om den? Jeg er frisk på begge dele, men vælg en vej.
Foto: Martin Horn Pedersen
Så bandet får spillet deres sange, og de er fine, men der er ikke mange, jeg husker bagefter. Det meste af publikum virker heller ikke rigtigt revet med, så Ponny startede ikke vores Roskilde med et brag, men det var heller ikke dårligt. Det blev også her lidt en mellemvej. Det må FIRST DAYS også gerne være, selv om man altid ønsker den perfekte koncert, så er det netop kunstnere på vej frem og for mange måske den største scene og deres største show til dato. Så lad os få mere punk fra Ponny fremover. Jeg er sikker på, de nok skal udvikle sig i den rigtige retning.
