PALEFACE SWISS er lidt et sjovt band for undertegnet. På papiret bør jeg elske det. Deres plader har dog aldrig rigtigt fanget mig. Der har bare været noget, der ikke virkede helt så godt, som det burde.
Jeg valgte dog at tage en tur i Pumpehuset med en ven tilbage i februar 2025 og give dem en chance live. Der virkede det! Jeg har siden hørt dem hjemme igen, uden at de rigtigt er kommet i rotation, men det ændrer ikke på, at liveshowet i Pumpehuset var rigtigt fedt. Så der var heller ingen tvivl om, at de skulle være en del af mit Copenhell program, da de blev offentliggjort.
Foto: Martin Horn Pedersen
Vi havde dagen før set, hvordan bøllet core skal udføres helt rigtigt på den svære Pandæmonium scene, da Kublai Khan TX rev det hele i stykker, som Aleg-One har skrevet om her.
Man kan sige, at Paleface Swiss ikke helt er lige så meget muskelcore og har lidt mere melodi, men det ændrer ikke på, at mange af de samme virkemidler er dem, der skal bruges til dagens deathcore show, og de virker bestemt også her! Det hele åbner med “I Am a Cursed One” fra albummet “CURSED”, som for alvor var den plade, der satte dem på det store metalkort.
Selv om forsanger Marc Zellweger meget af tiden mellem numrene virker som en glad og hyggelig fyr, der elsker at være her, så er det noget andet det sekund, musikken rammer. Der bliver brølet igennem, breakdownsene rammer hårdt, og der er en konstant kamp om, hvem der kan sende mest energi. Bandet på scenen eller publikum der går amok.
For publikum er igen klar på at give den fuld hammer, uanset om det er ved klassisk mosh, cirkel pits eller flere af de kæmpe wall of death, der gennem showet opstår både af sig selv og styret fra scenen! På den måde virker bandet og publikum i en symbiose, en symbiose bygget af energi og testosteron. Bare rolig, testosteronenergi er velkommen fra alle køn!
Udover at sangene fra Paleface Swiss er gode og virker bygget til liveshows, så er en af grundene til, at det fungerer så godt live, at de formår at skabe et rigtig fint flow mellem at folk giver den gas, at de fortæller os hvor fedt det er at være her, og at de så igen bare starter en energiudladning! Det hele kan nogle gange måske godt føles, som om de følger en fast skabelon, og det gør de måske også, men så længe det virker godt, er det vel ikke et problem? Vi får kærlighed, vrede, skrig, breakdowns og energi i et smukt mix gennem den time, som bandet indtager scenen!
Som nævnt i starten, så virkede de godt for mig sidste gang, jeg så dem live, og i dag har de igen bevist, at de er et virkelig stærkt liveband. Så selv om Paleface Swiss nok aldrig bliver mit yndlingsband herhjemme, så er jeg helt sikkert allerede nu klar på næste livekoncert med dem. Efter denne omgang på Copenhell må man antage, at næste gang kræver et større venue end Pumpehuset, da jeg forventer, at alle de vilde mennesker fra pitten også skal af sted igen!
