MOR. Foto: Jannie Ravn Madsen
Årets største overraskelse på programmet var uden tvivl MOR.
Et af de der navne, som i min vennekreds kun dukker op, når snakken bliver så urealistisk, at man begynder at pitche drømmebookinger velvidende, at de aldrig kommer til at ske. Og hvad gør Copenhell så? De gemmer sig åbenbart under vores sofaer, aflytter vores telefonsamtaler og har Mark Zuckerberg på speeddial. For de havde læst vores tanker.
MOR var tilbage.
MOR er en lidt spøjs størrelse. Ikke mindst fordi Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen sidenhen har gjort en ganske hæderlig karriere under navnet MØ (måske har I hørt om hende), men også fordi musikken emmer af den der særlige teenageenergi, man kun kan lave, når man endnu ikke ved, hvad man burde gøre. Det lyder råt. Upoleret. Naivt. Som de første forsøg på at lave musik på et soveværelse, hvor idéerne altid kommer før evnerne.
Og jeg mener det som den størst tænkelige ros.
For den slags føles efterhånden som en mangelvare.
MOR. Foto: Jannie Ravn Madsen
Det gjorde også koncerten til en lidt mærkelig oplevelse. På den gode måde. Den ene halvdel af min hjerne kunne ikke lade være med at tænke, at det var en anelse uncanny at se to 37-årige kvinder skubbe til hinanden, holde i hånd og fjolle rundt på scenen, som var de tilbage til en gymnasiefest engang i slut-00’erne. Den anden halvdel blev med jævne mellemrum ramt af en melodi, en vokalharmoni eller en tekstlinje, der mindede mig om, hvorfor MOR overhovedet er værd at savne.
Der er et eller andet i den ursuppe, det band er opstået af.
Noget, man ikke kan genskabe.
Noget, der føles fuldstændig ufiltreret.
MOR har mig bekendt aldrig spillet med et egentligt liveband før, men hvis comebacket skulle ske, kunne jeg dårligt have ønsket mig en bedre besætning. Sophie Lake (Pleaser, tidligere Konvent) gav sangene præcis den pondus, de havde brug for, Mads Richter (Halshug) hamrede dem sikkert i mål bag trommerne, og resten af bandet (her må I tilgive mig – jeg fik desværre aldrig fat i navnet på keyboardspilleren/guitaristen) fik det hele til at lyde, som om sangene altid havde været skrevet til en rigtig scene.
45 minutter senere stod jeg tilbage med følelsen af at være blevet et gladere menneske.
Det lyder banalt, men koncerten mindede mig om noget, jeg egentlig godt vidste i forvejen, men alt for sjældent husker.
Musik skal først og fremmest være sjovt.
Og det var umuligt ikke at blive smittet af den barnlige begejstring, MØ og NURSE kastede rundt med på scenen. De teede sig som et par snottede rollinger, mens den skramlede elektropunk buldrede ud over Gehenna-scenen, og det føltes på én gang både nostalgisk, fjollet og fuldstændig oprigtigt.
Det er ikke tit, en comebackkoncert føles nødvendig.
Det gjorde den her.
Fi$$e i dit fjæs 4 life.
