Sidste gang jeg skulle se Loathe, var da de havde fået til opgave at varme op for Architects i Forum tilbage i 2024. Der var de hårdt ramt af tekniske problemer, hvor forsangerens mikrofon ikke virkede det meste af showet, og de generelt kæmpede med alt det, man frygter som support. Derfor var det med spænding, at de nu skulle have en chance igen. Musikken virker spændende, men kan den virke live uden problemer?
Vi kan heldigvis konstatere, at mikrofonen virker på Copenhell, så langt så godt. Men selv om der er et pænt fremmøde foran scenen, virker folk lidt i tvivl om, hvad det er, de skal se. Eller måske mere hvordan de skal se det.
Hvor det ofte bliver vildt på Copenhell, udvikler koncerten sig, på trods af lidt opfordringer fra scenen, mere til en koncert hvor man står roligt og lytter. Det er der på ingen måde noget galt med, og det er også ret forventeligt til det alternative metalband, men det stiller større krav til musikken og lyden.
Uden at kunne sige præcist hvad der var galt, så var der dog noget galt med den sidste del. Det hele virkede lidt off, lidt mudret, lidt ja bare ikke helt som det skulle.
Bandet virkede dog glade for at være her og sendte masser af positiv energi mod publikum. Det ændrer dog ikke på, at det hele bare føltes lidt hyggeligt og ikke som et brag. Måske bandet også selv er ved at finde ud af, hvor de skal hen med den kommende plade, der rammer i næste måned, inkl. singlen “Fangs”, der udkom på dagen for showet.
Måske det hele havde været mere oplagt næste sommer, når den nye plade har været ude og levet med bandet? Det er svært at sige, men resultatet blev i hvert fald et show, hvor det hele var lidt hygge, lyden var lidt træls, og det blev aldrig til det, man kunne have håbet. Det er ærgerligt, da bandet virker til at have potentiale til meget mere. Jeg håber, jeg en dag får lov at se dem indfri det på en livescene.


