Kublai Khan TX. Foto: Jannie Ravn Madsen

Nogle koncerter analyserer man.

Andre overlever man.

Kublai Khan TX hører til i den sidste kategori.

Foran Pandæmonium udviklede der sig nærmest øjeblikkeligt et regulært pandemonium. Der var ARF ARF. Der var svulstige overskæg. Der var overarme på størrelse med lår. Der var testosteron nok i luften til at få skægvæksten til at tage til bare af at stå i nærheden. Og så var der breakdowns. Den ene mere dumt tunge end den anden. Den slags, der føles som et velplaceret los i løgene fra en Clydesdale-hest.

Og vi elskede hvert sekund af det.

Det føltes oprigtigt som om, at samtlige mennesker foran scenen havde besluttet sig for at give den 110 procent. Fra scenen blev der kastet med callouts og bass drops. Foran scenen kvitterede publikum med arme, ben og lejlighedsvis hele mennesker den anden vej. Pitten var ét stort kaotisk kredsløb, hvor man enten deltog, blev ramt eller begge dele. Flyt eller bliv flyttet.

Kublai Khan TX er ikke stor kunst. Langt fra.

Det er dumt. Døllet. Lidt åndssvagt.

Og det er præcis pointen.

Genfødt neanderthaler. Foto: Jannie Ravn Madsen

Jeg har ellers hørt lidt blandede historier om deres koncerter gennem årene, men denne torsdag var der et eller andet, der klikkede. Som om bandet kollektivt stjal 20-30 IQ-point fra os alle sammen og gav os lov til at eksistere som bekymringsfrie hulemennesker i tre kvarter. Ingen komplekse tanker. Ingen analyser. Kun groove, voldsomheder og et ustoppeligt behov for at kaste sig ind i den nærmeste pit.

Kan jeg huske, hvilke numre de spillede?

Ærlig talt… nej.

Kan jeg fortælle dig, at nummer X fungerede bedre end nummer Y, eller at Z måske manglede lidt pondus?

Overhovedet ikke.

Det ville også være fuldstændig ved siden af pointen. Kublai Khan TX handler ikke om enkelte sange. De handler om følelsen af at komme ud på den anden side af pitten, lettere gennembanket, drivvåd af støv og sved og med den der mærkelige fornemmelse af, at man på en eller anden måde er blevet et lidt simplere menneske.

Og hold kæft, hvor var det befriende.

ARF ARF!