Torsdagen skulle for undertegnet starte med nu metal og hardcore direkte ud af bølledelen af Philly og New York. Det er dumt, det er voldsomt, og på mange måder er det den lyd, jeg forbinder med sportsfans fra Philadelphia. Om de går amok, uanset om deres NFL hold Philadelphia Eagles taber eller vinder, eller om de har nogle af de mest vilde pro wrestling fans i USA, der stadig chanter det legendariske ECW, som ændrede wrestling til shows. Ingen af de to ting har noget med bandet at gøre, udover at de er fans af det første, men de har samme mentalitet!
Foto: Martin Horn Pedersen
Solen står højt, bandet indtager scenen, publikum er klar, og bandet går i gang med “Tombstone”. Desværre står det hurtigt klart, at lyden ikke er vågnet helt op. Eller rettere, den er alt for vågen på trommer og bas, der drukner meget af resten af lydbilledet, hvilket er ærgerligt.
GRIDIRON er et band, der lever på tunge breakdowns og attitude. Det sidste er man ikke i tvivl om, stadig er der. Jeg er helt sikker på, at de her gutter er kommet for at spille ballademusik, og forsanger Matthew Karll er på! Det er faktisk hele bandet. De virker til at synes, at det er fedt at være her, selv om de spiller tidligt på dagen midt i heden.
Desværre kommer GRIDIRONs musik til at fremstå meget ens, når man ikke kan høre detaljerne, fordi trommerne og bassen æder dem. Det bliver undervejs lidt bedre, men alt i alt bliver det slet ikke så godt, som det kunne være.
Bandet viser dog, at de er opmærksomme på publikum, da vi fra scenen får et callout til en i publikum, aka Mads, som skrev vores anbefaling af bandet før festivalen, for netop at have taget en Philadelphia Eagles trøje på. Så selv om bandet var på, blev det aldrig helt den fest, man havde håbet på til at starte dagen med en omgang bøllevibe og good times.
Lad os håbe, de nød det, som de så ud til, og at de kigger forbi et spillested i nær fremtid. Jeg tror nemlig, at GRIDIRON på et mindre sted som Stengade eller Pumpehusets lille sal kan stikke helt af på den helt rigtige hardcore måde!
