Gatecreeper. Foto: Aleg-one

Det var svært at være utilfreds, da Gatecreeper blev annonceret som afløser for Static-X. Amerikanerne leverede trods alt en af de allerbedste koncerter på Copenhell tilbage i 2022, hvor de smadrede Gehenna med en lektion i beskidt dødsmetal og uimodståelige grooves. Denne gang ventede Hades. Festivalens næststørste scene.

Det er alligevel lidt af et spring.

Der er dog også sket en del med Gatecreeper siden sidst. De er vokset som band, men jeg synes desværre ikke, det samme kan siges om sangskrivningen. Dark Superstition var for mig en skuffelse. Hvor Deserted emmede af tyngde, groove og den der beskidte Arizona-lyd, som kun Gatecreeper rigtig rammer, peger de nye sange lidt for ofte i en mere melodiøs retning. Jeg får flere Amon Amarth-vibrationer end Gatecreeper-vibrationer, og det er altså ikke derfor, jeg sætter deres plader på.

Heldigvis fyldte det ældre materiale stadig godt i sættet.

“From the Ashes” og “Ruthless” ramte præcis så tungt, som man kunne håbe på, og da “Flamethrower” lukkede koncerten, var pitten efterhånden reduceret til én stor støvsky. De nyere sange havde lidt sværere ved at få fat, men “Caught in the Threads” var en klar undtagelse. Den lyder heldigvis som et nummer, der kunne have sneget sig direkte ind på Deserted.

Én ting har heldigvis ikke ændret sig.

Gatecreeper er stadig et af de mest charmerende dødsmetalbands derude. De tager aldrig sig selv alt for alvorligt. Altså… hvor mange bands i genren går på scenen til Bon Jovis It’s My Life og bruger airhorns midt i numrene? Det burde være åndssvagt. Og det er det måske også lidt. Men det passer perfekt til et band, der først og fremmest virker til at have det pissegodt med at stå på en scene. Den spilleglæde smitter.

Om Hades var den rigtige scene, er jeg til gengæld ikke helt overbevist om. Koncerten fungerede fint, men noget af den tætte, kaotiske stemning fra Gehenna-koncerten i 2022 gik tabt på den større scene. Gatecreeper føles stadig bedst, når de er ved at sprænge rammerne – ikke når de skal fylde dem ud.

Elsker jeg Gatecreeper? Ja, for helvede.

Kunne jeg godt tænke mig, at de fandt lidt mere tilbage til det, der gjorde Deserted og tidligere udgivelser så pokkers fremragende? Også ja.

Men når man leverer med så meget charme, humor og et bagkatalog, der stadig indeholder den slags perler, er det svært for alvor at brokke sig. Copenhell 2026 kom i hvert fald glimrende fra start.