A Perfect Circle. Foto: Jannie Ravn Madsen
Det er sjældent, jeg tør håbe på at få lov til at opleve én af de nulevende musikere, jeg respekterer allermest.
Én af dem, der i sin tid var med til at få mig til overhovedet at lytte til hård rock og metal.
For mens min fascination af elektronisk musik langsomt trak mig over mod Nine Inch Nails, føltes springet videre til Tool egentlig ikke særligt stort. De dystre, progressive kompositioner hev mig ind, og de har aldrig rigtig givet slip siden. Som så mange andre begyndte jeg naturligvis at lede efter alt, hvad der bare mindede en smule om dem. Der var ikke meget at komme efter dengang.
Men der var A Perfect Circle, forsanger Maynard’s “andet” band.
Og det skulle selvfølgelig skamlyttes.
Ja, skamlyttes er nok det rigtige ord. For A Perfect Circle er ikke et band, man nødvendigvis forelsker sig hovedkulds i ved første gennemlytning. De kræver tid. De kræver tålmodighed. Og de kræver, at man møder dem på deres præmisser.
De er mindre progressive end Tool. Mindre tunge. Mindre nørklede.
Men den umiddelbare alternative rock gemmer på lag, der først for alvor åbner sig, når man giver dem lov.
A Perfect Circle. Foto: Jannie Ravn Madsen
Præcis den energi tog de med til Copenhell.
Vi fik ikke et band, der forsøgte at skrue ekstra meget distortion på guitarerne eller sammensætte en “metalfestival-setliste”. Vi fik ikke et band, der stod og råbte “COPENHELL!” mellem hvert nummer.
Vi fik A Perfect Circle.
Præcis som de er. Og præcis som de bør være.
Det kommer selvfølgelig med nogle udfordringer.
Copenhell er en festival, hvor store (og mange) fadøl og knævren til tider føles som en lige så vigtig del af oplevelsen som musikken. Det er ikke ligefrem den ideelle kulisse til et band, der lever af nuancer og fordybelse. Og så er der lyset. Antallet af bands, der hver dag får lov til at spille i komplet mørke, kan tælles på én hånd. A Perfect Circle var ikke et af dem. De måtte nøjes med højlys dag, selv om deres musik nærmest skriger efter skygger, spotlys og totalt mørke mellem numrene.
Alligevel opstod magien.
“The Package” byggede langsomt spændingen op, inden “Weak and Powerless” eksploderede med al den pondus, man kunne ønske sig. “The Doomed” ramte med en næsten overvældende følelsesmæssig tyngde, inden koncerten trak vejret med de smukke og afdæmpede “Gravity”, “Orestes” og “TalkTalk”. Til sidst blev der for alvor lukket op for posen med “The Outsider”, “Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums”, “Blue”, den nye “Starless” og naturligvis en gigantisk “Judith”, der endelig fik lukket munden på det ellers snakkesalige publikum foran Helviti.
Og fik jeg nævnt, at både lyd og sceneshow var fuldstændig spot on?
For det var de.
A Perfect Circle gav mig en af den slags koncerter, hvor man stille og roligt glemmer, at man står blandt tusindvis af mennesker. Hvor verden omkring én forsvinder for en stund, og man bare eksisterer inde i musikken.
Det burde næsten ikke have kunnet lade sig gøre under de forhold.
Men det gjorde det.
