Første gang jeg besøgte A Colossal Weekend var sidste år. Det har taget sin tid, da festivalen på den ene måde booker musik, der bør være rettet mod mig, men hvor mange af navnene alligevel rammer lidt skævt.

Heldigvis stod det klart efter sidste år, at det at gå på eventyr ofte er spændende og en fornøjelse. Dermed er der også mange shows, jeg kun har set en del af, så denne reportage er netop det og ikke anmeldelser af en masse koncerter.

Første stop var i Basement, hvor Nausia var ved at afslutte deres sæt. Vi er langt fra metallen her, men der var fuld gang i saxofonerne og masser af energi. Ville jeg have haft det fedt til et helt show? Nok ikke helt min smag, men det var fint lige at få det hele startet med noget, jeg normalt aldrig ville se.

Turen gik herefter mod Store Vega. Her stod den på Svalbard, et af de bands, jeg på forhånd ægte havde set frem til. Både fordi jeg generelt er glad for deres musik, men også fordi det var sidste chance for at se dem, da de desværre stopper som band, når touren her er slut.

Bandet går på scenen med masser af energi fra første øjeblik. Serena Cherry, der er forsanger i bandet, bevæger sig rundt på scenen som en, der har en masse energi, der skal brændes af. Resten af bandet virker bestemt heller ikke, som om de er trætte af det, men tæsker igennem. Det virker bestemt som om, de vil have det bedste ud af de sidste shows, og det er nok det bedste, jeg har set fra dem. På et tidspunkt vælger Serena at fortælle, at hun er syg, og undskylder for sin stemme. Det skal man lade være med. Jeg havde ikke tænkt over det på noget tidspunkt, men efter det bliver man helt naturligt mere obs på det. Mest når hun talte, for der var ikke noget at klage over, når hun sang.

Derfor var det alt i alt en super start på festivalen og en god afsked med bandet!

Derefter gik turen tilbage mod Basement, hvor det var danske Hudsult der var på programmet. Jeg overvejede også Heathe, der spillede samme tid, men da jeg var i tvivl, fik selskabet lov til at vælge.

Hudsult er på papiret alt det rigtige. De spiller punk, de har de rigtige værdier osv. Men nu er det tredje gang, jeg ser dem, og det lykkes bare ikke helt live. Nogle af deres sange fremfører de helt perfekt, de sidder lige i skabet og er mega fede. Andre gange forsøger de at spille eller synge dele, de ikke helt kan. Punk må gerne lyde grimt, men grimt betyder ikke dårligt, og ja, desværre svinger de mellem dårligt og rigtig fedt. Så jeg tror stadig på, at de kan blive rigtig fede. Det handler nok mest om at kende sine begrænsninger og fokusere på der, hvor de er bedst.

Jeg kommer 100 procent til at se dem igen og krydser fingre for, at de der har flyttet sig lidt mere.

Så tilbage mod Store Vega, hvor franske SLIFT var klar til at indtage scenen. Jeg bliver aldrig verdens største fan af instrumental metal, men wow et lydbillede de fik skabt. Blot tre mænd på scenen, men det føltes ofte som om de var ti. Det var højt, fyldte rummet og var yderst velspillet i de 20 minutters tid af showet, jeg fangede. Hvordan de var i stand til det, er jeg stadig i tvivl om, men det var imponerende. Skulle jeg se et band i den instrumentale genre, så ville de helt sikkert være langt oppe på listen.

Derefter gik turen mod Lille Vega for første gang under festivalen for undertegnet. Her var det tid til et besøg fra Norge i form af Feral Nature. Det norske hardcore band var på min top 5 over bands, jeg anbefalede på forhånd. Det kom ud af, at deres musik er god, og at de to gange, jeg tidligere har set deres forsanger Selma live, har det alene været en oplevelse. Det var det både da de varmede op for EYES i Pumpehuset, og da hun i januar var med JOHN CXNNOR samme sted.

Det skuffede da bestemt heller ikke på den front denne gang. Selma starter showet hængende fra balkonen, hvorfra hun træder ned på publikum og via dem ender på scenen! Jeg er efter showet i tvivl om, hvorvidt hun var mest på publikum eller på scenen. Det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at den energi hun og resten af bandet bragte, blev grebet af publikum, der sendte den tilbage i et møde med et stærkt hardcore show. Tungt og vredt, helt som det skulle være!

Det blev også min afslutning på den første dag på årets ACW for undertegnet. Igen med ting der ramte rent og nye spændende oplevelser, uanset om det hele faldt i min smag eller ej.