Efter en god torsdag, som du kan læse om her hvis du ikke allerede har gjort det, så var det tid til dag 2 på A Colossal Weekend. Selv om musikken først starter efter fyraften, så kan jeres efterhånden lidt ældre skribent da godt mærke, at han kom lidt sent i seng i går, men med masser af spændende musik på programmet, så stopper det jo heldigvis ikke lysten til at skulle af sted igen!
Fredagen er lidt speciel i den forstand, at to af de navne jeg har set mest frem til, spiller her, men det er samtidig dagen, hvor jeg for resten af programmet ikke rigtigt er fanget på forhånd.
Foto: Martin Horn Pedersen
Heldigvis starter vi med et af dem, jeg har glædet mig til, HYPER GAL. Et af de meget få navne på festivalen, der faktisk spiller på Ideal Bar og dermed kan udnytte deres lidt specielle lydanlæg.
Hvordan skal man beskrive den japanske duo? Før showet vidste jeg det ikke, og bagefter er jeg stadig i tvivl. Men de er en duo. En trommeslager der også styrer noget elektronisk, og en sanger der har nogle pedaler, hun også trykker på, mens hun synger og råber.
Det er kaotisk, det er støjende, det er på japansk. Det er perfekt! Det ville ikke være perfekt alle steder, men det er præcis sådan en booking her, der gør A Colossal Weekend spændende for en som mig. Noget, hvor jeg, da jeg hørte det på streaming hjemme, tænkte, at det var mærkeligt, men også at det kunne noget. Men bliver det fedt live? Ja, det blev fedt live. God energi, spændende musik, og nej, HYPER GAL bliver aldrig et band, der kommer til at være i tung rotation herhjemme, men skulle de komme forbi igen, så ville jeg 100 procent se dem igen.
Hvis de gør det, skal de, som på Ideal Bar, stå på en lille scene, hvor man kan komme helt tæt på og mærke energien fra de to kvinder på scenen. Jeg forstår stadig ikke rigtigt, hvad HYPER GAL er, men måske er det den booking på ACW i år, der har ramt festivalen mest perfekt, som jeg ser det!
De næste par timer gik med at kigge mig omkring. Der var lidt svensk avantgarde jazz hardcore ting i form af Backengrillen. Der må jeg sige, at jeg hellere bare ville have haft en omgang med Refused, men man kan jo ikke tvinge folk til at fortsætte med et projekt, de ikke gider mere.
Derefter gik turen forbi Store Vega, hvor der var mere fra det svenske i form af Truckfighters, der gav en omgang stonerock, som var meget fin, men det blev hurtigt ret meget det samme. Så i stedet blev tiden udnyttet til at tale lidt med nogle af alle de gode mennesker, der var på festivalen, inden vi skulle i Lille Vega.
Her må man påpege overfor arrangør og Vega, at når nu folk har afleveret deres overtøj, så er det helt håbløst at tvinge folk til at stå udenfor og vente til et show, de ved kan blive populært og derfor kommer i god tid. Helt fair at salen er tom, mens bandet kommer på plads. Men lad dog folk vente indenfor, så man f.eks. også kan gå på wc. Der er masser af plads!
Nå, oven på den sure opstød var der heldigvis en god anledning til at få al vrede og energi ud.
Foto: Martin Horn Pedersen
Nu var det nemlig tid til EYES! Publikum var klar, bandet var klar, så fra første nedslag åbnede pitten, og folk var kollektivt enige om, at nu skulle den have fuld gas. Det fyldte Lille Vega viser også bare, hvor populært bandet er på hjemmebanen i København, for selv om den voldsomme hardcore ikke er det, ACW har mest af på programmet, så vil folk det her virkelig. Det er ikke et show, hvor folk bare er kommet for lige at se, hvad det er. Så tiden flyver afsted, mens der bliver moshet, danset og råbt med. Man kan nemt blive fanget af bare at kigge på frontman Victor Kaas, mens han danser vildt rundt på scenen, men tag ikke fejl, resten af bandet bringer samme energi til showet!
Når jeg tænker tilbage på nogle af mine tidligere anmeldelser af EYES, så var et emne i nogle af de første, at de var bedst på de små scener, hvor man kom helt tæt på. Der er siden sket en kæmpe udvikling, som vi igen mærker i dag. Uanset om de spiller på en helt lille scene, Roskilde Festival, Copenhell eller nu Lille Vega, så er de blevet så stærkt et liveband, at den energi, man altid kunne mærke, når man fysisk var tæt på, nu kan mærkes uanset størrelsen. Det er alt sammen underbygget af, at de gennem årene har bygget et stærkt bagkatalog sammen, som vi bliver ramt voldsomt af
Foto: Martin Horn Pedersen
denne aften! Så for anden gang på festivalen lukkes Lille Vega af et hardcoreband, og for anden gang er det efter et kæmpe brag!
Derefter går turen mod Store Vega, hvor Cult of Luna spiller som en af festivalens headlinere. Der er ingen tvivl om, at de er superdygtige til, hvad de gør, men det står også hurtigt klart for
undertegnet, at efter denne energiladning, jeg netop har været igennem til EYES, så mærker min krop trætheden, da vi kommer ned i tempo. Publikum i salen virker da rigtig glade, da jeg forlader den, så jeg tænker, at Cult of Luna leverer det headlinersæt, de er hyret til!