April er for længst omme, sådan løber tiden nogle gange, men derfor skal der stadig laves et indlæg i min serie af plader, som jeg måned for måned vil anbefale, at man kigger lidt ekstra ind i og giver et lyt. Husk at det ikke betyder, at det er 5 ud af 5 plader, men at de alle har gjort, at jeg kommer til at høre dem igen.

April har for undertegnet budt på en række spændende plader, så der har igen måttet skæres fra, og jeg har udvalgt disse 5, som jeg synes, man bør give lidt ekstra fokus.

At the Gates  – The Ghost of a Future Dead

Da jeg var en ung mand og lærte om metal, fyldte At the Gates og Slaughter of the Soul utroligt meget. Men da jeg lærte det at kende, var de allerede stoppet. Så lavede de et comeback på Roskilde i 2008. Det var mit andet år på festivalen. Jeg havde prøvet det meget våde 07 og var tæt på at droppe det, men så blev Slayer og At the Gates tilføjet som nogle af de sidste navne. Var jeg ikke taget på Roskilde der, var jeg nok aldrig blevet en del af Blastbeast et par år efter.

Det har naturligvis ikke noget med det nye album at gøre, men det fortæller noget om, hvad bandet har betydet for mig. Så at skulle høre det sidste album med den nu afdøde Tomas Lindberg var med spænding, men også frygt, for hvad nu hvis det ikke var godt?

Det var det heldigvis. Stærk melodeath fra Sverige. At the Gates bliver ved med at presse sig selv og forsøger ikke bare at lave et nyt Slaughter of the Soul. De ved godt, de ikke kan lave et der er bedre, men naturligvis spiller de melodeath, som man gør det i Göteborg. Det lyder nyt, men stadig tro mod dem selv, så tak for den sidste omgang til Tomas Lindberg!

Enter Shikari – Lose Your Self

Jeg har set Enter Shikari en del gange. De fleste har været gode, men aldrig super. Lidt det samme med albummet her. Det er godt, men ikke perfekt. Måske jeg bør høre det i England, for det tætteste jeg har været på den helt store Enter Shikari koncert var på Reading Festival i sommers.

Det ændrer dog ikke på, at Lose Your Self er et godt album fra det engelske electro rock core band. Så det er nok ikke et album, jeg kommer til at huske særligt ud fra deres andre, men det er bare god kvalitet og bringer pt minder frem om en skøn tur til Reading Festival 25!

 

Nine Inch Noize – Nine Inch Noize

Nine Inch Nails er gået sammen med den tyske elektroniske musiker Boys Noize. Albummet består af nye versioner af Nine Inch Nails numre. Normalt har jeg ikke det store behov for remix eller ændrede udgaver af sange. Det havde jeg nok heller ikke på forhånd her, men det virker.

Nine Inch Nails er i forvejen et meget elektronisk metalband, og at de har fået Boys Noize med ind over, har bare givet det et nyt lag. Det er ikke sådan, at jeg tror, jeg altid vil vælge den ene eller anden version af tracksene, for originalerne er jo bestemt af høj kvalitet. Men det ændrer ikke på, at det her album fungerer rigtig godt til en festlig aften!

Poison Ruïn – Hymns from the Hills

Et band jeg først blev opmærksom på i slutningen af april, da de blev offentliggjort til Roskilde Festival. Punk i en middelalder-setting – det er ikke hver dag man får det. Heldigvis er det leveret godt og uden at man bliver bekymret for, om det pludselig lyder af robåd pits, for det gør det bestemt ikke.

Det er dog heller ikke rendyrket punkrock 101, men kommer omkring både det rå og det melodiske, alt sammen med en fin sammenhæng og velspillet energi. Jeg glæder mig til at høre pladen en del og se dem live til sommer på Roskilde!

Terror – Still Suffer

For faste læsere her er det ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til Terror, og det nye album Still Suffer bringer da heller ikke noget nyt til bordet, men de leverer et stabilt højt niveau af New York hardcore. Så kan du normalt lide Terror, kan du også lide Still Suffer. Hvis ikke, så er det nok heller ikke her, du springer på. Men for os der er på, er det tid til at two steppe derudad!