Lorna Shore // K.B. Hallen 15/2/26

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Først på scenen er Humanity’s Last Breath, et band der kun har spillet i Danmark én gang før, tilbage i august 2023, hvor de var hovednavn på Stengade. Det var en rigtig god koncert, selv om lyden ikke var perfekt. For undertegnet var netop dette navn på forhånd et, jeg virkelig så frem til, men også med lidt frygt for, hvordan det ville være som support. Det er heldigvis klart fra starten, at det fungerer for Humanity’s Last Breath på en stor scene. De har eget bagtæppe, lys og effekter, der understøtter musikken, og de virker hjemmevante på scenen. Det hjælper dem til at løfte deres tunge og brutale lyd ud over salen. Mødet mellem det atmosfæriske og det mørke tilsat deathcore virker virkelig godt denne aften. Det har længe fungeret på plade, så det er stærkt at se det live på en stor scene. Manden ved siden af mig sagde til sin makker, at det niveau, han havde forventet af supporten, ville de andre supportnavne få svært ved at leve op til. Det havde han så meget ret i. En virkelig stærk start på aftenen, og man kan kun håbe, at de snart kommer tilbage igen som headliner.

Næste band på scenen var Shadow of Intent, så her kom der mere fart, nu vi skulle have halo og rumskibs deathcore. Det er tydeligt, at selv om vi

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

stadig hører deathcore, så hører vi noget helt andet her. Fra det mørke og tunge til noget med langt mere fart. Mere rumskib og mere duk duk duk derudad. Der er masser af energi på scenen, men den mere lyse lyd gør det tydeligt, at det ikke fremstår perfekt. Det forhindrer dog hverken band eller publikum i at give den fuld gas. Vi havde set lidt moshpit til HLB , men til Shadow of Intent kommer der virkelig gang i den. Der bliver moshet, lavet wall of death og cirkel pits, som er med til at løfte showet, da publikum og band virker til at leve af hinandens energi. Så selv om de ikke lyder perfekt, bliver koncerten rigtig fin.

Det tredje og sidste supportband på scenen er Whitechapel. Vi har tidligere fået tung teknisk deathcore og atmosfærisk rum deathcore, så nu står vi med den rene vare. Whitechapel er et band, der har været med til at sætte genren på kortet, og de leverer sangene, som de skal, men det føles bare lidt kedeligt efter at have hørt to bands, der trækker genren ud i noget mere, ligesom hovednavnet også gør.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Måske er publikum også bare lidt drænet efter de første to bands og nu ved at samle energi til Lorna Shore. Der var i hvert fald ingen grund til, at Whitechapel fik 10 minutter ekstra, for det blev for meget af det samme, og endda uden hittet The Saw Is the Law på setlisten, som ellers kunne have givet lidt fest. Så Whitechapel gjorde som sådan ikke noget forkert, men kom til at fremstå som den mellemret, man godt kunne have undværet denne aften.

Så var det tid til Lorna Shore. Jeg har ikke set dem siden den helt forfærdelige koncert på Roskilde Festival, hvor deres lydmand ikke var sit job voksent! Det dræbte desværre en del hype omkring bandet for mig. Siden har de udsendt albummet “I Feel the Everblack Festering Within Me”, som heldigvis viste, at de på plade stadig holder det høje niveau. Så denne søndag skulle de have en ny og frisk chance.

Det stod heldigvis klart fra start, at lyden ikke ville have de samme problemer som på Roskilde. De åbner med “Oblivion”, og derefter får vi “Unbreakable”,

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

og man kan da tænke over, om det mon passer. De tunge breakdowns, der kan mærkes dybt inde i kroppen, føles i hvert fald som nogle, der kunne få K.B. Hallen til at blive brækket midt over. Mødet mellem det tunge og det atmosfæriske skaber noget helt særligt. Det er det, Lorna Shore gør bedre end de fleste andre, at de formår at sætte det sammen. Det var grunden til, at både Weiss og jeg så frem til Roskilde showet, hardcore drengen og dragejægeren. Det sker ikke ofte. Derfor savner jeg også Weiss denne aften, for nu leverer de det show, vi ønskede os.

Der er ild, der er lys, der er sceneshow, der er hele pakken, og de leverer det sammen med tunge, stærke numre og en frontman i Will Ramos, der har helt styr på både vokal og publikum denne aften. Den eneste kritik jeg har af ham er nok, at han bliver ved med at fortælle os, at vi i aften får en helt særlig setliste. Arh, vi får den samme som resten af touren. Det gør den ikke dårlig, men så særlig var den heller ikke. Under “Sun//Eater” får vi en gæst på scenen, i form af Nick Chance fra Beautiful Child of God, der bidrager til det gode sceneshow, og publikum har det vildt. Set oppefra virker det

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

til, at publikum konstant mosher, laver flere wall of deaths, end jeg kan tælle, eller bare synger med.

Vi får meget naturligt et sæt, der er domineret af de to albums, hvor Will Ramos har været forsanger, hvilket for mig giver perfekt mening, men gamle fans havde nok ønsket sig mere af det ældre materiale. Efter vi har fået “Prison of Flesh” som aftens ottende sang, fortæller Ramos, at vi nu skal have aftens sidste sang, hvilket lyder helt forkert ud fra både tid og tourens setliste. Men så fortæller han også, at det er en trilogi, hvilket bliver starten på, at vi får hele “Pain Remains” I, II og III, der sætter en stærk afslutning på hovedsættet. Publikum får derefter det eneste ældre nummer som den egentlige afslutning i form af “To The Hellfire”, der får dem til at brænde den sidste energi af, inden de bliver sendt ud i den bidende danske kulde.

Lorna Shore beviser denne aften i K.B. Hallen, hvorfor de har haft så stor succes de seneste år og spiller større og større venues. Hvis rejsen fortsætter, virker det til, at de kan blive et af de helt store navne, langt større end hvad man normalt ser for deathcore og pig squeal bands. Men det er kun fedt, at de har fundet en vej til at løfte musikken helt derop.