Electric Callboy er et band, der har været på en vild rejse de sidste fem år. Selv om de har eksisteret i femten år, er det bestemt de seneste fem, der har sendt dem op som et af de navne, der står øverst på festivalplakaterne og kan sælge billetter nok til at spille på store venues som Royal Arena. Siden 2020 har de skiftet både forsanger, navn og stil. EP’en MMXX med “Hypa Hypa” satte stilen, som masser af metalfans har købt ind på, og det har medført, at de nu danser i vildskab mellem breakdowns og skrig.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Derfor valgte vi da også at tage afsted igen, selv om de i sommer spillede på Roskilde Festival. For hvem kunne ikke godt bruge en fest på en lørdag aften? Vi kunne i hvert fald!
Inden det var tid til hovednavnet, var der naturligvis support på programmet. Første navn på scenen var britiske Wargasm, et band der de seneste år har været forbi Danmark flere gange, både på Roskilde, Copenhell og til egne shows. Selv om de er et band fyldt med energi, havde de det svært denne aften, som man desværre ser for mange mindre bands, når de får lov at komme op på de helt store scener som support. Dele af scenen var dækket af, og lyden var ikke god, så selv om bandet kæmpede, og dele af publikum forsøgte at give dem energi, blev det bare aldrig rigtigt fedt. Men så var vi ligesom i gang, og folk på de første rækker havde fået gang i kroppen. Jeg håber, Wargasm kigger forbi en lørdag som hovednavn på et mindre sted,så kommer jeg gerne til den fest.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Aftenens næste navn var Bury Tomorrow, der er noget mere hjemmevante på de større scener og da også havde et helt andet sceneshow med. Det britiske metalcoreband havde bedre, om end stadig ikke perfekt, lyd og udnyttede scenen langt bedre med en frontmand, der så ud til at føle sig hjemme. Det er også et metalcoreband, der med tiden er blevet mere og mere stadioncore og mindre farligt. Jeg ville næsten gå så langt som til at kalde dem ufarlige, men det kan jeg se i vores kommentarspor, at bestemt ikke alle er enige i. Bury Tomorrow gør som sådan ikke noget forkert, men heller ikke noget, der rigtigt rykker i mig. De fortalte dog fra scenen, at de kommer tilbage på Copenhell, måske de skal have en ny livechance til sommer, hvor de kan få deres eget fokus og ikke spille som support.
Men nu til det, vi ægte er kommet for nemlig Electric Callboy! Bandet der har væltet Amager Bio, Copenhell og Roskilde Festival, og nu står klar til at headline Royal Arena.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Inden jeg går ned i showet, skal det siges, at en koncert som denne ikke er nem at anmelde. For hvorfor kommer man egentlig til et Electric Callboy-show? For at se det mest teknisk velspillede show? For at høre en perfekt vokal? Det tvivler jeg på. De fleste i publikum kommer for at have en fest, se et show, danse og synge med – på samme måde som man ville gøre til en popkoncert. Her har vi bare også breakdowns og hårde toner, så der er plads til både at moshe og headbange.
Hvis man kigger på kommentarsporet til vores opslag fra showet, er der ingen tvivl om, at alle de glade mennesker i kommentarfeltet ville give showet 5 ud af 5. De fik præcis den aften, de kom for! Men for mig som anmelder var showet ikke perfekt, rolig nu, der er ingen grund til at tro, jeg vil slagte det, for jeg havde også en kæmpe fest. Så lad os tage det fra toppen.
Showet åbner med bandets helt nye single, der udkom blot dagen før, “TANZNEID” et modigt valg, da en del i publikum måske ikke kender den, og man normalt gerne vil starte med et brag. Men publikum er på, og sangen bliver taget rigtig godt imod, inden vi går direkte over i deres cover af Sum 41’s “Still Waiting”, som de har spillet fast siden Sum 41’s tidligere trommeslager Frank Zummo joinede dem live. Derfra fortsætter vi over i “Tekkno Train”, og festen er for alvor i gang nu!
Festen fortsætter de næste par numre, og under “Hurrikan” bliver der mixet et DJ-set, hvor EDM møder klassiske hits. Det virker overraskende godt. Derefter bliver sættet mere metallisk og
Foto: Jannie Ravn Madsen
rammer sit hårdeste punkt, da de vælger at spille et medley af ældre numre: “Monsieur Moustache vs. Clitcat”, “Muffin Purper Gurk”, “We Are the Mess” og “Crystals”. Et fedt og spændende valg, der bryder festen op og giver os mere metalstemning, måske endda til overraskelse for de mange, der først er kommet på efter stilen skiftede. Personligt synes jeg, det var et fedt træk.
Derefter tager bandet et sats. De får placeret et klaver ude i publikum, hvor de spiller “Fuckboi” og dele af “Everytime We Touch”. Setuppet driller lidt, og det kræver et par forsøg, før det lykkes, men bandet bærer det sikkert igennem. Publikum synger med, stemningen er høj, og bandet indtager derefter scenen igen for at afslutte “Everytime We Touch” med fuld udblæsning. Vi får et par sange mere, inden der bliver sagt farvel, men der mangler for mange store hits til, at nogen tror på, det virkelig er slut. Selvfølgelig kommer bandet tilbage og runder det hele af med “RATATATA”, hvor Baby Metal danser løs på storskærmen, der generelt er brugt virkelig flot hele showet sammen med masser af konfetti og andre effekter, inden det hele slutter med “Spaceman” og “We Got the Moves”.
Så Electric Callboy holdt igen en kæmpe fest i et flot og velopsat show. Denne gang måske lidt længere end nødvendigt, men det var dejligt at se, at de også begynder at kigge tilbage, som vi så med medleyet. Jeg vil til enhver tid anbefale en Electric Callboy-fest, så perfekt valg en lørdag aften. Dog kunne man godt have skåret lidt i længden og droppet et par numre, særligt hvis det havde været en mandag aften som næste stop på touren. Tak for denne gang – jeg ser allerede frem til næste fest!
