Tilbage i sommeren 2024 besøgte Better Lovers Roskilde Festival som en meget ny gruppe, på trods af at medlemmerne kommer med masser af erfaring fra Every Time I Die, The Dillinger Escape Plan og Fit for an Autopsy. Der var da heller ikke nogen tvivl om, at de er erfarne, men koncerten blev aldrig så god, som man kunne håbe, som jeg skrev her. Men som jeg også skrev der, håbede jeg, at de kom retur efter debutalbummet var udgivet. Det er sket, så det var med store forventninger og spænding, at turen gik mod Pumpehuset for at se, om den udgivelse kunne løfte dem, som håbet!
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Som anmelder er det forskelligt, hvad man skal dække sådan en aften. Dagens mål var egentligt bare aftenens hovednavn Better Lovers, der fik undertegnet afsted. Så var Greyhaven og ’68 på forhånd mest bare set som en opvarmningsbonus. Første band, Greyhaven, får også lov at stå som en opvarmning med dårlig lyd, men næste band, ’68, var en oplevelse der fortjener at blive talt om. Duoen af Josh Scogin (The Chariot) og Nikko Yamada er en oplevelse ud over det normale. Først og fremmest spiller bandet virkelig godt. Deres punkede støjrock kunne nok være spillet meget hurtigere, men bandet har så meget show med. Om det er at stoppe igen og igen midt i et nummer, der viser hvor meget kontrol de har i deres sammenspil, eller Josh’ energi på scenen, især når han spiller på guitaren, det skaber et særligt mix af kontrol i kaos, der gør at man som publikum hele tiden skal være på. Man kan ikke bare stå og lytte lidt let, man kan ikke bare hoppe i pitten og slås. Der sker hele tiden noget nyt, som kræver ens opmærksomhed. Heldigvis er det der sker fedt og fængende. Showet slutter med at Josh stille og roligt fjerner dele af Nikkos trommesæt, mens han spiller videre på resten, en sjov og anderledes måde at slutte et show, der både var velspillet og samtidig underholdende.
Efter en pause var det tid til det jeg var kommet for, nemlig Better Lovers. Et band jeg så gerne ville have er gode, grundet medlemmernes historie, og
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
med albummet var grundlaget der. Som på Roskilde er de første fem minutter et medley af alle mulige sange med Love som en del af sangen, en sjov og festlig start. Greg Puciato har ladet cowboyhatten blive hjemme og åbner showet med A White Horse Covered in Blood. Det er allerede fra start klart, at der er sket noget med bandet i perioden der er gået. De virker mere sammenspillede, og deres sætliste er langt bedre bygget op, hvilket naturligvis også handler om at der nu er flere sange at vælge imellem.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Som forventet til et hardcore show er der naturligvis masser af pitaction og folk der hopper op på scenen og stagediver mellem bandet. Det tager de som det mest naturlige, mens der er masser af energi på scenen og instrumenter der bliver svinget rundt. Lidt overraskende ser vi ikke nogen fra bandet tage turen ud og gå på publikum eller udnytte de muligheder Pumpehuset har for at kravle op.
Det gør dog ikke så meget, da både band og publikum er helt på. Omkring halvdelen af showet er fra debutpladen Highly Irresponsible, men vi får også hele EP’en God Made Me an Animal, hvor særligt titelsangen og 30 Under 13 rammer publikum hårdt og løfter det hele et niveau op, så showet slutter på et højdepunkt. Det er tydeligt at bandet er på vej i den helt rigtige retning. Man kan måske godt drømme om mere af det man elskede i deres tidligere bands, men det her er et nyt band der i aften beviste at de nu har fundet deres formel. Og med et år siden albummet udkom og et par numre der ikke er udgivet endnu, kunne det måske tyde på at der kommer nyt inden alt for længe.
Der er i hvert fald ingen tvivl om at de stadig er dygtige og nu er på rette spor. Fortsætter de denne rejse, så kan det blive helt fanatisk. Men uanset hvad, så takker vi stadig for et stærkt show i Pumpehuset denne fredag.
