Som altid var der masser af muligheder at vælge imellem i København denne fredag. Man kunne tage til en kæmpe koncert i Royal Arena eller en festival et andet sted på Amager. Undertegnet havde dog valgt at tage til Nørrebro, nærmere bestemt Rust. Dette valg var truffet ud fra, at Danefae fra Aalborg var kommet til byen. Et band man må sige har haft et imponerende 2025.
Foto: Martin Horn Pedersen
Det hele startede med, at albummet “Trøst” blev udgivet i januar til ros. Siden vandt de Wacken Metal Battle Danmark, hvilket naturligvis medførte, at de var på Wacken og spille. Inden da blev de hevet ind som afløser til Copenhell. Her beviste de med en god koncert, at de nemt kunne have været booket fra starten af. Copenhell-koncerten var dog den eneste gang, jeg havde haft mulighed for at fange dem i år. Det skal i den forbindelse ikke være nogen hemmelighed, at de fleste danske bands skruer helt op, når de får muligheden for at spille på Copenhell (eller Roskilde) for første gang. Så kunne de levere et lige så godt show på et mindre venue som Rust?
Inden vi fik svar på dette, var det københavnske prog rock band Truth Untold sat til at varme op, og allerede her stod det klart, at nok var der kun meldt “få billetter” og ikke udsolgt, men det håber jeg dog, der blev i døren, for Rust var propfyldt og allerede nu meget varmt. Vi fik omkring 27 minutter, inden supporten var overstået, og man hurtigt kunne komme i baren og få noget koldt inden det, som undertegnet og denne anmeldelse skal handle om, nemlig Danefae.
Bandet havde som på Copenhell taget to kor og backup sangerinder med, så der var hele seks mennesker på scenen. Det var klart fra start, at de nemt kunne have brugt mere plads, men det blev heldigvis ikke en forhindring for showet. Klædt ens i sort indtager bandet scenen, og musikken starter. Lad det her være klart: jeg skal hverken påstå, at jeg er den anmelder, der ved mest om prog og slet ikke om folkemetal, heldigvis ved jeg en masse om, hvornår noget lyder godt og giver et godt show.
Frsanger Anne Olsens vokal rammer os smukt og stærkt. Desværre drukner den hurtigt lidt i resten af lydbilledet i de første to sange. Ikke at man ikke kan høre hende, for det kan man, men for
Foto: Martin Horn Pedersen
Danefae er hendes vokal så central og vigtig, at den bare skal stå helt fremme i lydbilledet. Sang nummer tre vi får denne aften er “Natsværmer”, hvor vi også får en lille snak om sangen, og der bliver lavet en henvisning til Rasmus Seebachs sang om at flakke rundt. Det trækker hun dog lidt tilbage. Heldigvis har lydteknikeren udnyttet pausen til at få hende til at ramme helt perfekt igennem derfra. Det fortsætter gennem showet, undtagen når bandet lige giver den ekstra gas på instrumenterne i perioder, hvilket der bestemt også skal være plads til med deres evner.
Selvom Anne på mange måder er centrum både fordi hun er forsanger, synger så smukt, men også er en stærk performer, der virkelig sætter udtryk på sangene og sine følelser via krop og ansigt undervejs, så bliver der også givet plads til resten af bandet samt de to kor og backupsangere, der undervejs også får lov at tage fronten. Her kunne man igen ønske sig lidt mere vokal i de passager, men det ændrer ikke på, at de gør det godt. Jeg er ikke sikker på, om de to ekstra sangerinder altid er med, men det bør de være. De understøtter og løfter vokalen, hvor de tre stemmer i fællesskab skaber noget særligt, man kan mærke helt ind i kroppen.
Aftenens næstsidste sang er “P.S. Far er død”, som Anne starter med at fortælle os ofte bliver misforstået som om, hendes far er død, det er han heldigvis ikke. Den handler om hendes farfar. De næste 12 minutter er en smuk rejse gennem følelser, hvor man med fare for at gentage sig selv virkelig kan se, at bandet føler musikken og rummet. At vi er fælles i dette stærke og følsomme nummer, hvor alle får deres plads, både når der skal mærkes efter og råbes igennem. Det sker virkelig, da Andreas fra Feather Mountain, som på pladen, gæster bandet live på scenen med growlende vokal. Et element man ellers ikke møder i showet, og som dermed fremstår ekstra stærkt.
Det hele bliver rundet af med et sidste nummer, og et band der takker os for at være kommet så mange mennesker. Dermed rundes en stærk koncert af denne fredag aften, så der er ingen tvivl for undertegnede om, at jeg valgte det rette show at tage til.
Så hvis der skulle være nogen tvivl, så lad mig slå det helt fast her: Danefae beviste til fulde denne aften, at det ikke blot var på Copenhell, de kunne levere. Det var en virkelig smuk koncert med virkelig stærk vokal, velspillet musik og et band, man kunne mærke på alle måder – som man ikke var i tvivl om var mindst lige så glade for at være der, som publikum var for dem. De har ramt et særligt mix af genrer, det vil nok ikke tale til alle, men det ændrer ikke på, hvor dygtige musikere de er, og hvor utroligt veludført koncerten var. Jeg kan kun anbefale at tage til en Danefae-koncert, hvis muligheden byder sig.
