The Hu på Roskilde festival 2025

The Hu på Roskilde festival 2025

The Hu samlede den største metalcrowd foran Eos i år, da de med den største selvfølge fik gang i regndansen på årets festival.

Man skal være lavet af noget ualmindeligt kedeligt, hvis ikke The Hu’s bastande grooves og hooks går lige i nakke- og bentøj. Bandet fra Mongoliet, der blander klassisk heavy metal med mongolsk folketradition svinger simpelthen som få andre. Og vi forstår godt hvorfor det er gået så stærkt for dem, at de nu kan fylde mainstage på Hellfest, spiller udsolgt den Grå Hal og, i regnvejr, pakker en scene på Roskilde Festivalen herhjemme.

Det er en godt set booking af Roskilde. Et band på det rette tidspunkt i deres karriere og et band, som kan samle et publikum på tværs af deres musikalske præferencer. En rigtig Roskilde booking med smag af hård rock!

På trods af lidt opstartsvanskeligheder med lyden, der fløj rundt i blæst og regn, fik lydenmanden efter 3 sange godt styr på sagerne og publikum kvitterede med kæmpe circle/mosh og ro-pits, som det bør og hører sig til i folkmetal.

Weiss i pitten til The Hu

The Hu var simpelthen en fest, med et vanvittigt velspillende band og hvor sange som “Black Thunder”, “Yuve Yuve”, “Wolf Totem” og “This Is Mongol” fik pitten på Roskilde til at koge i mongolsk strubesang og heavy metal riffs! Herligt.

Kun en skævert i coverudgaven af Iron Maiden’s “The Trooper” og den tynde lyd i starten af koncerten sætter et skår i glæden for en ellers herlig oplevelse.

Hermed en opfordring, Roskilde. I gav os festen med Electric Callboy. I gav os festen med The Hu. Og publikum kvitterer med at dukke op i stort antal! Mer’ af det her, tak! Det virker! Hvem sagde Alestorm på Arena??